Lesbisk📖 22 min läsning
Skibsdrengen
En mørk Oktobernat i 1943, iværksatte den tyske besættelsesmagt en aktion mod de danske jøder, og hvis ikke Martin var blevet lusker over altanen til den toogfirsårige Fru Johansen, var han endt i Theresienstadt som sine forældre, der endda kun var jødiske af blod, men ateister af tro. Han var en kvik, fireårig lyshåret dreng, med unaturlig klare lyseblå øjne, der grundet denne lille genetiske kalamitet, kunne få de religiøse til at tænke på engle, og ateisterne til at overveje deres standpunkt endnu en gang. Takket være den rare nabo, og en modstandsmand som arbejdede på Rigsarkivet, blev det ikke svært at ændre den nordisk udseende drengs efternavn fra Klausner, til Klausen, hvorefter han blev anbragt på Niels Andersens Børnehjem.
Et pænt og respektabelt hjem for forældreløse børn, hvor han kunne leve under ordnede forehold.
Således var alting tilsyneladende fredfyldt og idyllisk udadtil, men bag de høje mure, og den tunge gitterlåge i smedejern, gemte virkeligheden på noget helt andet.
Børnene kaldte stedet for: Anstalten. Den strenge forstandere: Hr. Larsen, mente ungerne skulle opdrages med tæsk og ydmygelse, og således gjorde han stedet til et slaraffenland for folk med psykopatiske træk. Den værste af disse ansatte uhyre hed Poul, men blandt børnene, gik han under navnet: Skaldepanden. Helt skaldet var han dog ikke, for langs tindingerne, og underst på baghoved, sad nogle lange børsteormslignende hårtotter, der fik ham til at ligne en ond usminket klovn. Der hang også en sær gammel muggen lugt over ham, og hans tandsæt mindede om en væltet skraldespand, hvilket samtidig var en ganske god beskrivelse af hans ånde, men det værste var at han ragede på de små børn. Til al held var Martin ikke hans type, for selv dengang var han en splejs, og Skaldepanden gik efter dem med lidt sul på kroppen, men var til gengæld ikke særlig kræsen med hensyn til deres køn. Når Forstander Larsen mente en af børnene havde gjort noget der ikke lige passede ham, og bæsterne ikke var så heldige at han bare slog, var en af hans foretrukne ydmygelser, at forlange synderen skulle være afklædt hele den næste dag, og skønt det som regel lykkes drengen eller pigen, at gemme sig nogenlunde det meste af dagen, så var der de tre tvungne fællesspisninger i den store sal. Først når alle havde sat sig, gennede Skaldepanden den splitternøgne stakkel ind fra rummets fjerneste ende, så regelbryderen måtte gå den lange ydmygende vej gennem salen, for at sætte sig helt alene oppe ved et lille bord på tribunen, hvor alle kunne se den udstillede nøgenhed. Martin havde prøvet det to gange, men havde ikke tal på hvor mange gange det gik ud over Grethe, der var fjorten, og havde rigtige bryster og hår på kussen. Hun var kommet til anstalten i 49, og der gik ikke længe før hun blev Skaldepandens yndlingsoffer. Martin vidste, at pigen sjældent havde gjort andet end at trække vejret forkert, og det snare var en pervers underholdning for de voksne ansatte, end det var på grund af noget som helst hun kunne have bedrevet. Ydmygelsen sluttede da også af med, at Grethe skulle med ind på forstanderens kontor, for at bekende sine synder, og hun kom altid grædende ud. Hun nægtede at fortælle hvad der foregik, men tilbragte altid ualmindelig lang tid i baderummet bagefter, inden hun luskede i seng. I foråret 1950 var hun pludselig væk, men blev fundet af en dreng i kælderen, hvor hun havde hængt sig i en vasketøjssnor. Forstanderen kontaktede sin bror, der havde arbejdet som kriminalbetjent i henved fem år, og en af pigerne hørte skiderikken anbefale forstanderen, at de i rapporten kaldte det for kærestesorger. Så var der nok ingen der stillede spørgsmål. Børnene ikke så meget som overvejede at kontakte andre i politiet, for hvad i alverden skulle det nytte? Nok var de underkuede, men de var ikke dumme. Forstanderens bror, og yderligere to af disse uniformerede, såkaldte repræsentanter fra ordensmagten, besøgte nemlig anstalten med jævne mellemrum, og de var præcis lige så perverse, som alle de andre lede svin. Som strisser havde de nærmest ret til at gøre hvad fanden de ville, og det laverestående menneske yngel som børnene repræsenterede, var kun at betragte som frie lettilgængelige unge ludere. Fire drenge mellem tolv og fjorten, havde en dag begået den store synd, at spille med en hjemmelavet boldt på sovesalen, hvilket faldt forstanderen så meget for brystet, at de selvfølgelig skulle straffes. En opgave for hans højre hånd: Skaldepanden. Da alle de andre blev kaldt til aftensmad i spisesalen, manglede de fire drenge til at begynde med, men så kom Skaldepanden ind i spisesalen med dem, og som forventet havde ingen af drengene en trævl på kroppen. Skaldepanden kaldte dem for en flok bøvede får, og de øvrige børn lo pligtskyldige, men der var intet spor af fornøjelse i latteren. Det uheldige firkløver, fik befalet at stille sig på række oppe ved det lille bord på tribunen, hvor der allerede stod fire tomme tallerkner. Han forlangte de skulle masturbere, og hvis ikke de kom i sving, skulle de stå bundet nøgne i haven hele natten, og hvis det lykkes dem at falde i søvn, ville de blive spulet med kold vand. De var bange, flove, og ikke mindst rædselsslagen for psykopaten, så de filede flittigt løs på deres pikke, men havde selvfølgelig så stor besvær med at få rejsninger, at det tog dem en evig tid at få udløsning. Så byttede Skaldepanden grinende rundt på tallerknerne, og sagde: Velbekomme. Ingen af dem tøvede, for alle vidste hvordan det alligevel ville ende, og så var spørgsmålet bare, hvor mange tæsk, eller hvor mange syge ydmygelser man skulle igennem, før man tog sig sammen til at udføre ordren. Som var det en smagsprøve på en ækel suppe, man af uransagelige grunde var forpligtet til at teste, slikkede drengene tallerknerne rene, og med denne flydende men sparsomme aftensmad, blev de sendt i seng. Mens Skaldepanden nød at ydmyge udvalgte syndebukke foran alle de andre børn, var hans direkte seksuelle befamlinger forbeholdt mere intime situationer, og blandt hans ynglings offer var den niårige Agnes, og Julius på otte, der begge var rimelig godt i stand. En dag hørte Martin noget i kælderen, og sneg sig der ned, i den tro at det var en rotte.
Han hadede rotter, men var nysgerrig nok til at se, om en af de mange opsatte fælder havde gjort krav på et offer. Han fandt en rotte, men ikke den slags han havde forestillet sig. Den store ækle menneskerotte: Skaldepanden, så bare på ham med sit ondskabsfulde fjæs, og det så ud som om hans ankomst morede svinet. Agnes vidt opspærrede øjne, søgte efter en nåde hun ikke fandt hos den modbydelige mand, der hensynsløs førte sit lem roligt frem og tilbage i munden på hende. At se hende sådan, var som at betragte et dådyr, der var fanget i en lastbils billygter.
Passiv afventende dødens abrupt krav om overgivelse. Skaldepanden stoppede pludselig op, greb om pigens lille hoved, og holdt fast, som ville han knuse det mellem sine store behårede næver. Skrækken i hendes øjne stivnede, som havde hun affundet sig med at være dådyret, der stod i vejen for det ustoppelige tungt læssede transportkøretøjs videre færd, og så begyndte hun at synke noget, der ud fra hendes ansigtsudtryk, lige så godt kunne være indholdet af en natpotte. Det var et billede han ikke fik ud af hoved, før han to dage senere så svinet kneppe Julius i røven ude på toilettet. Drengen græd og sprællede i smerte, men stodderen havde Julius i sit jerngreb, og jog bare sit afskyelig lem langt op i røven på ham, gang på gang på gang, og han mente ligefrem at kunne se blod på drengens lår. Martin havde bestemt sig for, at gøre alt hvad der var ham menneskelig mulig, for ikke at tage på. I den lokale kommuneskole, blev børnehjemsbørn heller ikke regnet for noget særlig, men i det mindste oplevede han da ikke, at lærerene gramsede på hverken ham eller nogen af de andre, selvom hænderne sad løse på nogle af dem, og der også var noget der hed spanskrør. Dansklærer Søndergaard, var faktisk den eneste der aldrig slog, men han var også ung, og forstod at gøre undervisningen spændende. I 1952, var hans far og mor blevet diffuse spøgelser, fra en svunden tid hvor alting var godt, som han mindes med respekt, men ikke desto mindre, var det et svagt minde. Europa havde stadig dybe sår efter besættelsen, og der var ingen der bekymrede sig over de sår børnene fik af ondskabsfulde børnehjemsansatte. Forstanderen var bestemt heller ikke blevet rare med årene, og blev efter det sidste årstids begivenheder kaldt for Nazisten. Skaldepanden havde ændret sin smag, eller besluttet at udvide sin snævre horisont, for først var han begyndt at tage ham på røven, og kort efter havde han tvunget sin klamme hånd ned i hans bukser og underbukser, for at befamle hans tissemand. Det værste var dog den dag han skulle med i kælderen. Så snart de var kommet der ned, hev svinet sin penis frem, og stirrede på ham med vilde dyriske øjne. »Sut,« vrissede han med dyb foragt. »Det… Det vil jeg ikke…« Martin var nu tretten, men mindet om den rædsel han en gang havde set Agnes gennemgå, hjemsøgte ham stadig. »Vil du ikke..?« rasede menneskedyret. »N… Ne… Nej…« Han skælvede i rædsel, og kunne ikke få blikket væk fra den ækle mands sure stinkende lem. »Jeg… Jeg…« »Hold din kæft,« råbte Skaldepanden, og svingede armen som han plejede, når børnene ikke lystrede hurtigt nok. Hans hånd traf Martins kind i en eksplosion af smerte, og selvom han så stjerner og det sortnede for øjnene, så nægtede han at tude. »Sut min pik for helvede… Hvad fanden venter du på, dit elendige lille skadedyr..? Hvem i helvede tror du at du er..?« Frygten for hvad den sindssyge mand kunne finde på af modbydeligheder, tvang ham til at åbne munden, mens han fikserede al sin vilje på ikke at græde. Den fornøjelse skulle Skaldepanden trods alt ikke have. Den ondskabsfulde mand gryntede, som en af de groteske skabninger i Doktor Moreaus ø, hvorpå han hensynsløst maste sin smattede uhygiejniske pik ind i gabet på ham. Martin måtte nu bruge sin minimale kraft på at få vejret, og var tæt på at kaste op, da han måtte synke klumper af mandens kvalmende nakkeost. Lysten til at bide så hårdt han kunne, blev kun holdt i skak af visheden om hans egen død og lemlæstelse, for der gik rygter om at Skaldepanden en gang havde slået et barn ihjel. »Sut… Sut for helvede… Jeg vil kraftedeme mærke din tunge… Du vil måske gerne bindes, og tilbringe natten her nede sammen med rotterne..?« Martin hørte nogen komme ned ad trappen, og håbede det var en der ville rede ham op fra denne helvedes forgård, men hvem fanden skulle det være? Fantomet måske? »Er det nødvendigt at råbe sådan op..?« Nazisten stod med armene over kors, og gloede med et bebrejdende smil. »Man kan sgu høre jer helt ude på gaden… Har du glemt Jan og de andre..? Brug lige pæren, ikke..?« Martin var ikke overrasket over at se forstanderen dreje omkring, gå, og lukke døren efter sig, for det eneste der interesserede den skiderik, var at han fortsat kunne forblive på posten med sin ringe arbejdsindsats, at han kunne få sin velfortjente gage og tilskuddet fra det offentlige, og han kunne opretholde et tåleligt rygte udadtil. Han brød sig ikke om at spørge broderen om hjælp, bare fordi et eller andet skvadderhoved havde dummet sig, og de var nød til at finde på en eller anden dækhistorie, der skulle holde børneværnet og diverse instanser på afstand. Martin tænkte på Jan, der sidste år pludselig var væk fra den ene dag til den anden. Om morgenen havde Nazisten fortalt, at Jan var blevet adopteret af en rig familie, der ikke selv kunne få børn. De havde alle håbet på, at det samme ville ske for dem, men nu var han ikke helt så sikker. Man kunne sagtens forestille sig det bedste, men når det gjaldt Nazisten og hans onde kumpaner, var det mere realistisk at forestille sig det værste. »Brug for helvede tungen, din lille forkælede snothvalp,« sagde Skaldepanden mere afdæmpet, og førte hastigt underlivet frem og tilbage. Martin havde nok i at gylpe og hive efter vejret. Så stod svinet pludselig stille, og en fed ækel masse sprøjtede ud i munden på ham. »Hvis ikke du sluger det, skal du få så mange tæsk, at du er nød til at stå op og sove,« snerrede dyret. »Slug det… Slug det hele dit kryb…« Den tykke masse gled ned gennem spiserøret som en levende vandmand, og så snart røvhullet hev sit afskyelige lem til sig, faldt han på knæ og kastede op på gulvet. »Hvad helvede..? Dit lille elendige møgsvin,« råbte Skaldepanden, der åbenbart havde glemt han skulle være stille. »Find en spand vand og en klud, og når du er i gang, kan du lige så godt vaske hele gulvet, og du skal ind i alle kroge og rum… Jeg vil ikke se en eneste plet når du er færdig… Er det trængt ind, din modbydelige lille mide..?« Martin græd stadig ikke, og han måtte krybe rundt på knæene, for at vaske kældergulvet hele to gange, med en skurebørste der manglede det halve af hårene, samt en hullet gammel sur gulvklud. Det var langt over midnat, da han fik lov til at gå i seng, og da orkede han ikke engang at klæde sig af, men drattede om på sengen, og gik ud som et lys, mens han fantaserede om mord. Han vågnede ud på natten med en indlysende åbenbaring.
Det var på tide at skride fra anstalten. Han pakkede sine sparsomme klude, og skred mens de fleste lå og sov. Efter at have vandret lidt rundt i byen, gik han ned til havnen, hvor han håbede på at kunne snige sig ubeset ombord på et af skibene. En brovten herre råbte noget til ham, og han var lige ved at tage flugten, da han alligevel blev nysgerrig og gik nærmere. »Det var sgu på tide… Er du den nye skibsdreng..?« Manden stod med en notesblok i hånden, og så på ham med et gennemborende blik. »Ja,« svarede Martin uden tøven, skønt hans eneste kendskab til havet, stammede fra en roman af Jules Verne. »Det hedder javel Hr. kaptajn…« Manden bladrede febrilsk i sine noter. »Øh, javel Hr. kaptajn…« »Hvad hedder du knøs..?« »M… Martin… Hr. kaptajn…« »Martin..? Vorherre bevares… Har du også sutteflaske med..?« »Nej Hr. kaptajn…« »Du ligner sgu en der kommer lige fra vuggen…« Kaptajn Johannes Holst vendte det hvide ud ad øjnene. »Kan du i det hele taget lave et råbåndsknob..?« »Øh…« Martin anede ikke hvad han talte om. »Nej Hr. kaptajn…« »Dig skal vi sgu nok få fornøjelse af… Skrub ombord med dig knægt…« Martin gloede på det store fragtskib, fik øje på navnet: Marie Blom, og gik op ad landgangen. Takket være en stresset kaptajn, der nok burde have haft mistanke om noget ikke var helt som det burde, og i det mindste have bedt drengen om hans søfartsbog, var Martin pludselig blevet Marie Bloms nye skibsdreng. Nok var knægten et klejn skravl, men svindler lignede han så langt fra. Afgangen var allerede forsinket et par timer, så lige nu gjaldt det om at komme til havs. Imens befandt en forvirret rødmende ung mand sig over ved søsterskibet Lucia Blom, der netop havde lagt til med lasten fuld af bananer. Han måtte lytte til Kaptajn Jacob Holsts raserianfald, da denne herre ikke fandt det acceptabelt, at rederiet havde sendt ham en skibsdreng på halsen, uden først at give besked, for han havde da for hede hule helvede ikke bedt om nogen forpulet skibsdreng, og navnlig ikke nu hvor de netop var lagt til kaj. At det var en nyansat ung sekretær, der havde taget fejl af navnene: Lucia og Marie, var der aldrig nogen der fandt ud af. Kaptajn Johannes Holst glemte alt om drengens papirer, og der gik det meste af dagen, inden han i det hele taget kom i tanke om fyren, men det måtte være styrmand Fransens problem, for han kunne sgu ikke bruge tid på en tåbelig uvidende knægt, der ikke vidste en skid mere om søen, end at vandet var vådt. Mandskabet var nogle simple børster, der konstant skældte ud på Martin, men i det mindste slog de ikke, eller det der var værre. Den eneste der var sød ved ham, var skibskokken Ernst, der havde andre evner end madlavning. Han var fantastisk til at tegne, og da han havde foreviget ham som en ynkelig fjollet udgave af Tarzan, var det som om hele hans liv på børnehjemmet blev sat i perspektiv. En dum misforståelse selvfølgelig, for sådan var Ernst jo ikke. Fragtskibets rute var tilrettelagt efter, hvilke havne det skulle sejle fragt til og fra, så Martin, hvis geografiske viden i forvejen var yderst begrænset, opgav at holde styr på i hvilke retning de nu sejlede. Han tænkte ofte på, hvordan det gik med de andre børn på anstalten, og kunne af og til føle han havde ladet dem i stikken. Hvad fanden skulle han egentlig på et skib? Den eneste trøst var, at han i det mindste ikke havde tendens til søsyge. At mændene var nogle primitive aber, kunne han forholde sig til, for de havde jo ret i at han var en komplet håbløs sømand. En dag satte Ernst sig over for ham, og fortalte at han havde aftalt med Kaptajnen, at han fremover skulle være hans messedreng, og lære at lave mad, hvis han altså havde lyst. Ham, lave mad? Ja, hvorfor ikke? Det var slet ikke så tosset, for han kom til at dele kahyt med Ernst, og opdagede kokkefaget ikke bare var rigtig spændende, men at besætningen ligefrem kunne lide det han lavede. De før så sure og gnavende mænd var nu blevet søde, og selvom et par stykker af dem godt kunne finde på at klappe ham lidt i måsen, så var det slet ikke ubehageligt, som den gang med Skaldepanden. Slet, slet ikke, men det kunne han jo ikke fortælle til nogen. Ikke en gang Ernst, der ikke tog ham på numsen, og var hele tolv år ældre, men rigtig sød.
Meget sød, faktisk. Ligesom Hans fra maskinrummet, og Styrmand Jens.
Og de to letmatroser Peter og Svend.
Smadder søde var de alle sammen. Ikke helt så søde som kaptajnen, der slet ikke var spor sur når man kendte ham. Han var også rigtig flot og muskuløs. Skaldepanden havde været en rigtig modbydelig og ækel mand, men disse mænd var virkelig kære. Ernst havde hængt en tegning af ham op over hans køje, og denne gang lo han så tårerne trillede. Den forestillede ham som kok, der jonglerede med en forskærerkniv, en suppeske og et piskeris. Den næste tegning var noget helt andet, og slet ikke i samme sjove stil, men så vellignende at det kunne være et sort-hvidt fotografi. Så skræmmende naturtro, at den pinlige selverkendelse ramte ham som en forhammer. Ernst havde nemlig tegnet ham i lang kjole og med hårbånd. Tusinde tanker løb gennem hans hoved på en gang, og de havde åbenbart alle sammen rød farve med. Han kunne dog ikke lade være med at smile, for tegningen var flot. Forbandet pirrende flot. »Jeg tænker at det må være sådan din tvillingesøster vil se ud, hvis du altså havde haft en…« Ernst blinkede skælmsk med sit ene øje, og fortalte dermed, at gu var det da ham han havde tegnet. Det kunne enhver jo se. Alt den røde ansigtsfarve, syntes at brænde som lava. »Jeg er sikker på, at du vil se helt guddommelig smuk ud i en smart kjole, og med en smugle makeup, til at markere dine feminine træk,« sagde han med et lille drilsk smil. Martin havde aldrig spekuleret over, om hans træk skulle være specielt feminine, selvom han godt kunne lide sit ansigt, og især de hjerteformede læber og lange øjenvipper. Var det feminint? Måske, men det gjorde vel ikke noget?
Nej, det gjorde bestemt slet ikke noget. »Nåh, men primaterne skal jo fodres, så hvad siger du til at vi kommer i sving..?« Ernst gav ham et mandigt klap i ryggen, og var allerede på vej mod kabyssen. Martin var taknemmelig for han ikke vadede mere rundt i pinlighederne, men det var nu en gåde, hvordan den mand vidste han havde den slags tanker. Det var også lidt dejligt. På vej mod Filippinerne for at hente en last sukker, som de skulle bringe til Colombia, fik de maskinskade, og måtte søge ind til havnen i Hong Kong. En sen aften stod Martin ved rælingen, og spejdede ud over havet. Månen hang som en svævende lysende ballon på den stjernespækkede himmel, og mindede ham om udsigten fra sovesalen på Anstalten. »Sikke en aften,« sagde Ernst lige ved siden af ham. Han var lige ved at springe i baljen af befippelse. »Så-så… Det er jo bare mig,« lo Ernst, og lagde en arm på hans ene skulder. »Hvad så..? Savner du det der hjemme..?« Martin rystede svagt på hoved, og så ned mod dønningerne, der roligt slog mod skibsskroget.
»Jeg er slet ikke nogen skibsdreng…« »Næh, du er vel nærmere en messedreng…« Martin rømmede sig, og fortalte om hvordan han bare var gået ned til havnen, hvor kaptajnen havde taget fejl af ham og en anden. »Det forklare jo en hel del…« Ernst skraldgrinede, og syntes det var afsindigt morsomt.
Martin spejdede fraværende mod horisonten, mens han lod Ernst grine af. »Jeg stak af fra børnehjemmet…« »Det havde jeg til gengæld på fornemmelsen,« smilte Ernst roligt. De var tavse et stykke tid, men så fortsatte Martin: »Jeg ville bare væk, så jeg løj… Det var et rigtig modbydeligt sted…« Ernst gav ham tid, og fulgte et lille motordrevent fiskerfartøj, der højt tøffende var på vej ind i havnen. Martin fortalte endelig om Nazistens ondskabsfuldheder, samt en lettere overfladisk beskrivelse af Skaldepandens ulækre overgreb, for det var alt for pinligt at tale om de mere perverse detaljer, og sluttede af med at fortælle om de tre politimænd, og alle de ansattes blinde øjne. »Har du sagt det til nogen..?« Ernst så opmærksomt på ham. Martin rystede tavst på hoved. »Syntes du jeg er en kujon..? Fordi jeg bare smuttede..?« »Er det sådan du tænker om dig selv..? Som en kujon..? Nej Martin… Jeg syntes du er modig… Du fik nok og stak af til søs, ganske vist uden det ringeste begreb om, hvad det vil sige at være sømand…« Martin kunne ikke lade være med at le. »Jeg syntes du skal tale med skipper om det,« sagde Ernst alvorligt. »Hvorfor det..? Hvad skulle han kunne gøre her midt ude på havet..?« »Næh, men…« Ernst vendte ryggen mod havet, og støttede hænderne mod rælingen. Martins øjne flakkede nervøst. »Du skal heller ikke sige noget…« »All right, men du kommer til mig hvis du vil tale om det, ikke..?« »Jo, og tak…« Martin så med beundring på sin ældre ven. De måtte lægge i dok næsten en måned, fordi Kina ikke havde tid til at tage sig af et ubetydeligt dansk skib, når de var godt i gang med at omlægge til en kommunistisk tankegang, samtidig med at de arbejdede på højtryk, for at holde USA og Sydkorea ude af Nordkorea. Det kinesiske bureaukrati var simpelt hen en by i Rusland, så Kaptajn Holst udsendte en efterlysning på den defekte maskindel via rederiet. Martin følte han var blevet Ernsts yndlingsmodel, for der gik næsten ikke en dag, uden der var en ny tegning af ham, men altid i pigetøj, som kjoler, skørter og endda badedragter.
Det kildede så dejligt i mellemgulvet, når han kikkede på dem. Den sidste tegning, turde han kun kikke på når han var alene, for på den var han i noget meget frækt lingeri, og lå i en forførende provokerende, ja ligefrem pornografisk stilling, for man kunne se hans stive tissemand gennem den tynde trusse. Den tegnede tissemand var ganske vist lidt større end hans egen i erigeret tilstand, men eftersom kunstneren aldrig havde set den i fuld størrelse, var han selvfølgelig tilgivet. Tegningerne var naturligvis Ernsts og hans hemmelighed, og det var kun den sjove kokketegning der hang frit fremme, for han trivedes helt fint med besætningsmedlemmerne nu, og var ikke sikker på hvordan de ville reagere, hvis de opdagede hvordan han ville se ud som pige. Det var vist kun Ernst der forstod den slags. En aften fortalte Ernst, at han havde besluttet sig for at gå i land og finde på noget andet. Martin blev lidt trist til mode, og nervøs for hvordan han skulle leve op til sit nye ansvar som kok, men Ernst var fuld af fortrøstning, og vidste han kunne klare jobbet. De aftalte at holde kontakten ved lige, og ses når de kom hjem til Danmark, og selvom de virkelig mente det, så var det snart sidste gang de så hinanden. Det var et Italiensk skib der kom dem til hjælp, og selvom reservedelen ikke var nøjagtig magen til den de manglede, så gik maskinmesteren og hans folk straks i gang med tilpasningen. Martin sad på dækket, og læste i en laset Sherlock Holmes bog, som han havde lånt af Telegrafisten Benny Olsen, der i daglig tale gik under navnet: Gnisten. To højrøstede matroser spillede kort lidt længere væk, og den ene beskyldte den anden for at snyde, hvilket mere var et udtryk for at han var en dårlig taber, for beskyldningen blev fulgt med et krav om revanche. Ernst dukkede op med en stor pakke under armen, og bad Martin gå med ned i kahytten, idet han havde en lille gave til ham. Han forstod ikke hvorfor det var nødvendigt med den hemmelighedskræmmeri, men lagde selvfølgelig et stykke papir i Baskervilles Hund som bogmærke, og fulgte nysgerrigt med, for han var bestemt ikke forvænt med at få gaver. Rødmende som kinas morgensol, stirrede han på pakkens indhold.
Det var tøsetøj.
Tøsetøj i silke, og med et par højhælede sko til. »Hva… Hvad skal jeg med det..?« spurgte han flovt. <!-- wp:p
Børnene kaldte stedet for: Anstalten. Den strenge forstandere: Hr. Larsen, mente ungerne skulle opdrages med tæsk og ydmygelse, og således gjorde han stedet til et slaraffenland for folk med psykopatiske træk. Den værste af disse ansatte uhyre hed Poul, men blandt børnene, gik han under navnet: Skaldepanden. Helt skaldet var han dog ikke, for langs tindingerne, og underst på baghoved, sad nogle lange børsteormslignende hårtotter, der fik ham til at ligne en ond usminket klovn. Der hang også en sær gammel muggen lugt over ham, og hans tandsæt mindede om en væltet skraldespand, hvilket samtidig var en ganske god beskrivelse af hans ånde, men det værste var at han ragede på de små børn. Til al held var Martin ikke hans type, for selv dengang var han en splejs, og Skaldepanden gik efter dem med lidt sul på kroppen, men var til gengæld ikke særlig kræsen med hensyn til deres køn. Når Forstander Larsen mente en af børnene havde gjort noget der ikke lige passede ham, og bæsterne ikke var så heldige at han bare slog, var en af hans foretrukne ydmygelser, at forlange synderen skulle være afklædt hele den næste dag, og skønt det som regel lykkes drengen eller pigen, at gemme sig nogenlunde det meste af dagen, så var der de tre tvungne fællesspisninger i den store sal. Først når alle havde sat sig, gennede Skaldepanden den splitternøgne stakkel ind fra rummets fjerneste ende, så regelbryderen måtte gå den lange ydmygende vej gennem salen, for at sætte sig helt alene oppe ved et lille bord på tribunen, hvor alle kunne se den udstillede nøgenhed. Martin havde prøvet det to gange, men havde ikke tal på hvor mange gange det gik ud over Grethe, der var fjorten, og havde rigtige bryster og hår på kussen. Hun var kommet til anstalten i 49, og der gik ikke længe før hun blev Skaldepandens yndlingsoffer. Martin vidste, at pigen sjældent havde gjort andet end at trække vejret forkert, og det snare var en pervers underholdning for de voksne ansatte, end det var på grund af noget som helst hun kunne have bedrevet. Ydmygelsen sluttede da også af med, at Grethe skulle med ind på forstanderens kontor, for at bekende sine synder, og hun kom altid grædende ud. Hun nægtede at fortælle hvad der foregik, men tilbragte altid ualmindelig lang tid i baderummet bagefter, inden hun luskede i seng. I foråret 1950 var hun pludselig væk, men blev fundet af en dreng i kælderen, hvor hun havde hængt sig i en vasketøjssnor. Forstanderen kontaktede sin bror, der havde arbejdet som kriminalbetjent i henved fem år, og en af pigerne hørte skiderikken anbefale forstanderen, at de i rapporten kaldte det for kærestesorger. Så var der nok ingen der stillede spørgsmål. Børnene ikke så meget som overvejede at kontakte andre i politiet, for hvad i alverden skulle det nytte? Nok var de underkuede, men de var ikke dumme. Forstanderens bror, og yderligere to af disse uniformerede, såkaldte repræsentanter fra ordensmagten, besøgte nemlig anstalten med jævne mellemrum, og de var præcis lige så perverse, som alle de andre lede svin. Som strisser havde de nærmest ret til at gøre hvad fanden de ville, og det laverestående menneske yngel som børnene repræsenterede, var kun at betragte som frie lettilgængelige unge ludere. Fire drenge mellem tolv og fjorten, havde en dag begået den store synd, at spille med en hjemmelavet boldt på sovesalen, hvilket faldt forstanderen så meget for brystet, at de selvfølgelig skulle straffes. En opgave for hans højre hånd: Skaldepanden. Da alle de andre blev kaldt til aftensmad i spisesalen, manglede de fire drenge til at begynde med, men så kom Skaldepanden ind i spisesalen med dem, og som forventet havde ingen af drengene en trævl på kroppen. Skaldepanden kaldte dem for en flok bøvede får, og de øvrige børn lo pligtskyldige, men der var intet spor af fornøjelse i latteren. Det uheldige firkløver, fik befalet at stille sig på række oppe ved det lille bord på tribunen, hvor der allerede stod fire tomme tallerkner. Han forlangte de skulle masturbere, og hvis ikke de kom i sving, skulle de stå bundet nøgne i haven hele natten, og hvis det lykkes dem at falde i søvn, ville de blive spulet med kold vand. De var bange, flove, og ikke mindst rædselsslagen for psykopaten, så de filede flittigt løs på deres pikke, men havde selvfølgelig så stor besvær med at få rejsninger, at det tog dem en evig tid at få udløsning. Så byttede Skaldepanden grinende rundt på tallerknerne, og sagde: Velbekomme. Ingen af dem tøvede, for alle vidste hvordan det alligevel ville ende, og så var spørgsmålet bare, hvor mange tæsk, eller hvor mange syge ydmygelser man skulle igennem, før man tog sig sammen til at udføre ordren. Som var det en smagsprøve på en ækel suppe, man af uransagelige grunde var forpligtet til at teste, slikkede drengene tallerknerne rene, og med denne flydende men sparsomme aftensmad, blev de sendt i seng. Mens Skaldepanden nød at ydmyge udvalgte syndebukke foran alle de andre børn, var hans direkte seksuelle befamlinger forbeholdt mere intime situationer, og blandt hans ynglings offer var den niårige Agnes, og Julius på otte, der begge var rimelig godt i stand. En dag hørte Martin noget i kælderen, og sneg sig der ned, i den tro at det var en rotte.
Han hadede rotter, men var nysgerrig nok til at se, om en af de mange opsatte fælder havde gjort krav på et offer. Han fandt en rotte, men ikke den slags han havde forestillet sig. Den store ækle menneskerotte: Skaldepanden, så bare på ham med sit ondskabsfulde fjæs, og det så ud som om hans ankomst morede svinet. Agnes vidt opspærrede øjne, søgte efter en nåde hun ikke fandt hos den modbydelige mand, der hensynsløs førte sit lem roligt frem og tilbage i munden på hende. At se hende sådan, var som at betragte et dådyr, der var fanget i en lastbils billygter.
Passiv afventende dødens abrupt krav om overgivelse. Skaldepanden stoppede pludselig op, greb om pigens lille hoved, og holdt fast, som ville han knuse det mellem sine store behårede næver. Skrækken i hendes øjne stivnede, som havde hun affundet sig med at være dådyret, der stod i vejen for det ustoppelige tungt læssede transportkøretøjs videre færd, og så begyndte hun at synke noget, der ud fra hendes ansigtsudtryk, lige så godt kunne være indholdet af en natpotte. Det var et billede han ikke fik ud af hoved, før han to dage senere så svinet kneppe Julius i røven ude på toilettet. Drengen græd og sprællede i smerte, men stodderen havde Julius i sit jerngreb, og jog bare sit afskyelig lem langt op i røven på ham, gang på gang på gang, og han mente ligefrem at kunne se blod på drengens lår. Martin havde bestemt sig for, at gøre alt hvad der var ham menneskelig mulig, for ikke at tage på. I den lokale kommuneskole, blev børnehjemsbørn heller ikke regnet for noget særlig, men i det mindste oplevede han da ikke, at lærerene gramsede på hverken ham eller nogen af de andre, selvom hænderne sad løse på nogle af dem, og der også var noget der hed spanskrør. Dansklærer Søndergaard, var faktisk den eneste der aldrig slog, men han var også ung, og forstod at gøre undervisningen spændende. I 1952, var hans far og mor blevet diffuse spøgelser, fra en svunden tid hvor alting var godt, som han mindes med respekt, men ikke desto mindre, var det et svagt minde. Europa havde stadig dybe sår efter besættelsen, og der var ingen der bekymrede sig over de sår børnene fik af ondskabsfulde børnehjemsansatte. Forstanderen var bestemt heller ikke blevet rare med årene, og blev efter det sidste årstids begivenheder kaldt for Nazisten. Skaldepanden havde ændret sin smag, eller besluttet at udvide sin snævre horisont, for først var han begyndt at tage ham på røven, og kort efter havde han tvunget sin klamme hånd ned i hans bukser og underbukser, for at befamle hans tissemand. Det værste var dog den dag han skulle med i kælderen. Så snart de var kommet der ned, hev svinet sin penis frem, og stirrede på ham med vilde dyriske øjne. »Sut,« vrissede han med dyb foragt. »Det… Det vil jeg ikke…« Martin var nu tretten, men mindet om den rædsel han en gang havde set Agnes gennemgå, hjemsøgte ham stadig. »Vil du ikke..?« rasede menneskedyret. »N… Ne… Nej…« Han skælvede i rædsel, og kunne ikke få blikket væk fra den ækle mands sure stinkende lem. »Jeg… Jeg…« »Hold din kæft,« råbte Skaldepanden, og svingede armen som han plejede, når børnene ikke lystrede hurtigt nok. Hans hånd traf Martins kind i en eksplosion af smerte, og selvom han så stjerner og det sortnede for øjnene, så nægtede han at tude. »Sut min pik for helvede… Hvad fanden venter du på, dit elendige lille skadedyr..? Hvem i helvede tror du at du er..?« Frygten for hvad den sindssyge mand kunne finde på af modbydeligheder, tvang ham til at åbne munden, mens han fikserede al sin vilje på ikke at græde. Den fornøjelse skulle Skaldepanden trods alt ikke have. Den ondskabsfulde mand gryntede, som en af de groteske skabninger i Doktor Moreaus ø, hvorpå han hensynsløst maste sin smattede uhygiejniske pik ind i gabet på ham. Martin måtte nu bruge sin minimale kraft på at få vejret, og var tæt på at kaste op, da han måtte synke klumper af mandens kvalmende nakkeost. Lysten til at bide så hårdt han kunne, blev kun holdt i skak af visheden om hans egen død og lemlæstelse, for der gik rygter om at Skaldepanden en gang havde slået et barn ihjel. »Sut… Sut for helvede… Jeg vil kraftedeme mærke din tunge… Du vil måske gerne bindes, og tilbringe natten her nede sammen med rotterne..?« Martin hørte nogen komme ned ad trappen, og håbede det var en der ville rede ham op fra denne helvedes forgård, men hvem fanden skulle det være? Fantomet måske? »Er det nødvendigt at råbe sådan op..?« Nazisten stod med armene over kors, og gloede med et bebrejdende smil. »Man kan sgu høre jer helt ude på gaden… Har du glemt Jan og de andre..? Brug lige pæren, ikke..?« Martin var ikke overrasket over at se forstanderen dreje omkring, gå, og lukke døren efter sig, for det eneste der interesserede den skiderik, var at han fortsat kunne forblive på posten med sin ringe arbejdsindsats, at han kunne få sin velfortjente gage og tilskuddet fra det offentlige, og han kunne opretholde et tåleligt rygte udadtil. Han brød sig ikke om at spørge broderen om hjælp, bare fordi et eller andet skvadderhoved havde dummet sig, og de var nød til at finde på en eller anden dækhistorie, der skulle holde børneværnet og diverse instanser på afstand. Martin tænkte på Jan, der sidste år pludselig var væk fra den ene dag til den anden. Om morgenen havde Nazisten fortalt, at Jan var blevet adopteret af en rig familie, der ikke selv kunne få børn. De havde alle håbet på, at det samme ville ske for dem, men nu var han ikke helt så sikker. Man kunne sagtens forestille sig det bedste, men når det gjaldt Nazisten og hans onde kumpaner, var det mere realistisk at forestille sig det værste. »Brug for helvede tungen, din lille forkælede snothvalp,« sagde Skaldepanden mere afdæmpet, og førte hastigt underlivet frem og tilbage. Martin havde nok i at gylpe og hive efter vejret. Så stod svinet pludselig stille, og en fed ækel masse sprøjtede ud i munden på ham. »Hvis ikke du sluger det, skal du få så mange tæsk, at du er nød til at stå op og sove,« snerrede dyret. »Slug det… Slug det hele dit kryb…« Den tykke masse gled ned gennem spiserøret som en levende vandmand, og så snart røvhullet hev sit afskyelige lem til sig, faldt han på knæ og kastede op på gulvet. »Hvad helvede..? Dit lille elendige møgsvin,« råbte Skaldepanden, der åbenbart havde glemt han skulle være stille. »Find en spand vand og en klud, og når du er i gang, kan du lige så godt vaske hele gulvet, og du skal ind i alle kroge og rum… Jeg vil ikke se en eneste plet når du er færdig… Er det trængt ind, din modbydelige lille mide..?« Martin græd stadig ikke, og han måtte krybe rundt på knæene, for at vaske kældergulvet hele to gange, med en skurebørste der manglede det halve af hårene, samt en hullet gammel sur gulvklud. Det var langt over midnat, da han fik lov til at gå i seng, og da orkede han ikke engang at klæde sig af, men drattede om på sengen, og gik ud som et lys, mens han fantaserede om mord. Han vågnede ud på natten med en indlysende åbenbaring.
Det var på tide at skride fra anstalten. Han pakkede sine sparsomme klude, og skred mens de fleste lå og sov. Efter at have vandret lidt rundt i byen, gik han ned til havnen, hvor han håbede på at kunne snige sig ubeset ombord på et af skibene. En brovten herre råbte noget til ham, og han var lige ved at tage flugten, da han alligevel blev nysgerrig og gik nærmere. »Det var sgu på tide… Er du den nye skibsdreng..?« Manden stod med en notesblok i hånden, og så på ham med et gennemborende blik. »Ja,« svarede Martin uden tøven, skønt hans eneste kendskab til havet, stammede fra en roman af Jules Verne. »Det hedder javel Hr. kaptajn…« Manden bladrede febrilsk i sine noter. »Øh, javel Hr. kaptajn…« »Hvad hedder du knøs..?« »M… Martin… Hr. kaptajn…« »Martin..? Vorherre bevares… Har du også sutteflaske med..?« »Nej Hr. kaptajn…« »Du ligner sgu en der kommer lige fra vuggen…« Kaptajn Johannes Holst vendte det hvide ud ad øjnene. »Kan du i det hele taget lave et råbåndsknob..?« »Øh…« Martin anede ikke hvad han talte om. »Nej Hr. kaptajn…« »Dig skal vi sgu nok få fornøjelse af… Skrub ombord med dig knægt…« Martin gloede på det store fragtskib, fik øje på navnet: Marie Blom, og gik op ad landgangen. Takket være en stresset kaptajn, der nok burde have haft mistanke om noget ikke var helt som det burde, og i det mindste have bedt drengen om hans søfartsbog, var Martin pludselig blevet Marie Bloms nye skibsdreng. Nok var knægten et klejn skravl, men svindler lignede han så langt fra. Afgangen var allerede forsinket et par timer, så lige nu gjaldt det om at komme til havs. Imens befandt en forvirret rødmende ung mand sig over ved søsterskibet Lucia Blom, der netop havde lagt til med lasten fuld af bananer. Han måtte lytte til Kaptajn Jacob Holsts raserianfald, da denne herre ikke fandt det acceptabelt, at rederiet havde sendt ham en skibsdreng på halsen, uden først at give besked, for han havde da for hede hule helvede ikke bedt om nogen forpulet skibsdreng, og navnlig ikke nu hvor de netop var lagt til kaj. At det var en nyansat ung sekretær, der havde taget fejl af navnene: Lucia og Marie, var der aldrig nogen der fandt ud af. Kaptajn Johannes Holst glemte alt om drengens papirer, og der gik det meste af dagen, inden han i det hele taget kom i tanke om fyren, men det måtte være styrmand Fransens problem, for han kunne sgu ikke bruge tid på en tåbelig uvidende knægt, der ikke vidste en skid mere om søen, end at vandet var vådt. Mandskabet var nogle simple børster, der konstant skældte ud på Martin, men i det mindste slog de ikke, eller det der var værre. Den eneste der var sød ved ham, var skibskokken Ernst, der havde andre evner end madlavning. Han var fantastisk til at tegne, og da han havde foreviget ham som en ynkelig fjollet udgave af Tarzan, var det som om hele hans liv på børnehjemmet blev sat i perspektiv. En dum misforståelse selvfølgelig, for sådan var Ernst jo ikke. Fragtskibets rute var tilrettelagt efter, hvilke havne det skulle sejle fragt til og fra, så Martin, hvis geografiske viden i forvejen var yderst begrænset, opgav at holde styr på i hvilke retning de nu sejlede. Han tænkte ofte på, hvordan det gik med de andre børn på anstalten, og kunne af og til føle han havde ladet dem i stikken. Hvad fanden skulle han egentlig på et skib? Den eneste trøst var, at han i det mindste ikke havde tendens til søsyge. At mændene var nogle primitive aber, kunne han forholde sig til, for de havde jo ret i at han var en komplet håbløs sømand. En dag satte Ernst sig over for ham, og fortalte at han havde aftalt med Kaptajnen, at han fremover skulle være hans messedreng, og lære at lave mad, hvis han altså havde lyst. Ham, lave mad? Ja, hvorfor ikke? Det var slet ikke så tosset, for han kom til at dele kahyt med Ernst, og opdagede kokkefaget ikke bare var rigtig spændende, men at besætningen ligefrem kunne lide det han lavede. De før så sure og gnavende mænd var nu blevet søde, og selvom et par stykker af dem godt kunne finde på at klappe ham lidt i måsen, så var det slet ikke ubehageligt, som den gang med Skaldepanden. Slet, slet ikke, men det kunne han jo ikke fortælle til nogen. Ikke en gang Ernst, der ikke tog ham på numsen, og var hele tolv år ældre, men rigtig sød.
Meget sød, faktisk. Ligesom Hans fra maskinrummet, og Styrmand Jens.
Og de to letmatroser Peter og Svend.
Smadder søde var de alle sammen. Ikke helt så søde som kaptajnen, der slet ikke var spor sur når man kendte ham. Han var også rigtig flot og muskuløs. Skaldepanden havde været en rigtig modbydelig og ækel mand, men disse mænd var virkelig kære. Ernst havde hængt en tegning af ham op over hans køje, og denne gang lo han så tårerne trillede. Den forestillede ham som kok, der jonglerede med en forskærerkniv, en suppeske og et piskeris. Den næste tegning var noget helt andet, og slet ikke i samme sjove stil, men så vellignende at det kunne være et sort-hvidt fotografi. Så skræmmende naturtro, at den pinlige selverkendelse ramte ham som en forhammer. Ernst havde nemlig tegnet ham i lang kjole og med hårbånd. Tusinde tanker løb gennem hans hoved på en gang, og de havde åbenbart alle sammen rød farve med. Han kunne dog ikke lade være med at smile, for tegningen var flot. Forbandet pirrende flot. »Jeg tænker at det må være sådan din tvillingesøster vil se ud, hvis du altså havde haft en…« Ernst blinkede skælmsk med sit ene øje, og fortalte dermed, at gu var det da ham han havde tegnet. Det kunne enhver jo se. Alt den røde ansigtsfarve, syntes at brænde som lava. »Jeg er sikker på, at du vil se helt guddommelig smuk ud i en smart kjole, og med en smugle makeup, til at markere dine feminine træk,« sagde han med et lille drilsk smil. Martin havde aldrig spekuleret over, om hans træk skulle være specielt feminine, selvom han godt kunne lide sit ansigt, og især de hjerteformede læber og lange øjenvipper. Var det feminint? Måske, men det gjorde vel ikke noget?
Nej, det gjorde bestemt slet ikke noget. »Nåh, men primaterne skal jo fodres, så hvad siger du til at vi kommer i sving..?« Ernst gav ham et mandigt klap i ryggen, og var allerede på vej mod kabyssen. Martin var taknemmelig for han ikke vadede mere rundt i pinlighederne, men det var nu en gåde, hvordan den mand vidste han havde den slags tanker. Det var også lidt dejligt. På vej mod Filippinerne for at hente en last sukker, som de skulle bringe til Colombia, fik de maskinskade, og måtte søge ind til havnen i Hong Kong. En sen aften stod Martin ved rælingen, og spejdede ud over havet. Månen hang som en svævende lysende ballon på den stjernespækkede himmel, og mindede ham om udsigten fra sovesalen på Anstalten. »Sikke en aften,« sagde Ernst lige ved siden af ham. Han var lige ved at springe i baljen af befippelse. »Så-så… Det er jo bare mig,« lo Ernst, og lagde en arm på hans ene skulder. »Hvad så..? Savner du det der hjemme..?« Martin rystede svagt på hoved, og så ned mod dønningerne, der roligt slog mod skibsskroget.
»Jeg er slet ikke nogen skibsdreng…« »Næh, du er vel nærmere en messedreng…« Martin rømmede sig, og fortalte om hvordan han bare var gået ned til havnen, hvor kaptajnen havde taget fejl af ham og en anden. »Det forklare jo en hel del…« Ernst skraldgrinede, og syntes det var afsindigt morsomt.
Martin spejdede fraværende mod horisonten, mens han lod Ernst grine af. »Jeg stak af fra børnehjemmet…« »Det havde jeg til gengæld på fornemmelsen,« smilte Ernst roligt. De var tavse et stykke tid, men så fortsatte Martin: »Jeg ville bare væk, så jeg løj… Det var et rigtig modbydeligt sted…« Ernst gav ham tid, og fulgte et lille motordrevent fiskerfartøj, der højt tøffende var på vej ind i havnen. Martin fortalte endelig om Nazistens ondskabsfuldheder, samt en lettere overfladisk beskrivelse af Skaldepandens ulækre overgreb, for det var alt for pinligt at tale om de mere perverse detaljer, og sluttede af med at fortælle om de tre politimænd, og alle de ansattes blinde øjne. »Har du sagt det til nogen..?« Ernst så opmærksomt på ham. Martin rystede tavst på hoved. »Syntes du jeg er en kujon..? Fordi jeg bare smuttede..?« »Er det sådan du tænker om dig selv..? Som en kujon..? Nej Martin… Jeg syntes du er modig… Du fik nok og stak af til søs, ganske vist uden det ringeste begreb om, hvad det vil sige at være sømand…« Martin kunne ikke lade være med at le. »Jeg syntes du skal tale med skipper om det,« sagde Ernst alvorligt. »Hvorfor det..? Hvad skulle han kunne gøre her midt ude på havet..?« »Næh, men…« Ernst vendte ryggen mod havet, og støttede hænderne mod rælingen. Martins øjne flakkede nervøst. »Du skal heller ikke sige noget…« »All right, men du kommer til mig hvis du vil tale om det, ikke..?« »Jo, og tak…« Martin så med beundring på sin ældre ven. De måtte lægge i dok næsten en måned, fordi Kina ikke havde tid til at tage sig af et ubetydeligt dansk skib, når de var godt i gang med at omlægge til en kommunistisk tankegang, samtidig med at de arbejdede på højtryk, for at holde USA og Sydkorea ude af Nordkorea. Det kinesiske bureaukrati var simpelt hen en by i Rusland, så Kaptajn Holst udsendte en efterlysning på den defekte maskindel via rederiet. Martin følte han var blevet Ernsts yndlingsmodel, for der gik næsten ikke en dag, uden der var en ny tegning af ham, men altid i pigetøj, som kjoler, skørter og endda badedragter.
Det kildede så dejligt i mellemgulvet, når han kikkede på dem. Den sidste tegning, turde han kun kikke på når han var alene, for på den var han i noget meget frækt lingeri, og lå i en forførende provokerende, ja ligefrem pornografisk stilling, for man kunne se hans stive tissemand gennem den tynde trusse. Den tegnede tissemand var ganske vist lidt større end hans egen i erigeret tilstand, men eftersom kunstneren aldrig havde set den i fuld størrelse, var han selvfølgelig tilgivet. Tegningerne var naturligvis Ernsts og hans hemmelighed, og det var kun den sjove kokketegning der hang frit fremme, for han trivedes helt fint med besætningsmedlemmerne nu, og var ikke sikker på hvordan de ville reagere, hvis de opdagede hvordan han ville se ud som pige. Det var vist kun Ernst der forstod den slags. En aften fortalte Ernst, at han havde besluttet sig for at gå i land og finde på noget andet. Martin blev lidt trist til mode, og nervøs for hvordan han skulle leve op til sit nye ansvar som kok, men Ernst var fuld af fortrøstning, og vidste han kunne klare jobbet. De aftalte at holde kontakten ved lige, og ses når de kom hjem til Danmark, og selvom de virkelig mente det, så var det snart sidste gang de så hinanden. Det var et Italiensk skib der kom dem til hjælp, og selvom reservedelen ikke var nøjagtig magen til den de manglede, så gik maskinmesteren og hans folk straks i gang med tilpasningen. Martin sad på dækket, og læste i en laset Sherlock Holmes bog, som han havde lånt af Telegrafisten Benny Olsen, der i daglig tale gik under navnet: Gnisten. To højrøstede matroser spillede kort lidt længere væk, og den ene beskyldte den anden for at snyde, hvilket mere var et udtryk for at han var en dårlig taber, for beskyldningen blev fulgt med et krav om revanche. Ernst dukkede op med en stor pakke under armen, og bad Martin gå med ned i kahytten, idet han havde en lille gave til ham. Han forstod ikke hvorfor det var nødvendigt med den hemmelighedskræmmeri, men lagde selvfølgelig et stykke papir i Baskervilles Hund som bogmærke, og fulgte nysgerrigt med, for han var bestemt ikke forvænt med at få gaver. Rødmende som kinas morgensol, stirrede han på pakkens indhold.
Det var tøsetøj.
Tøsetøj i silke, og med et par højhælede sko til. »Hva… Hvad skal jeg med det..?« spurgte han flovt. <!-- wp:p
Del:
Kommentarer (0)
Inga kommentarer än. Var först med att kommentera!
A
Administrator
107 noveller publiceret
0 följare