Mødregruppen på cafe : Første nat i lageret

Mørket under stofposen var blevet normalt. Line sad i stolen. Hænderne bundet, men hun havde bedt om at beholde fødderne fri. ”Så kan jeg mærke gulvet,” havde hun sagt. ”Det gør mig rolig.”

Jeg havde siddet på hug foran hende i 20 minutter. Snakket lavt. Strøget hende over knæet med en finger. Hver gang hun spændte op, stoppede jeg. ”Gulerod?” spurgte jeg. Hver gang.

”Nej,” hviskede hun hver gang. ”Bliv ved.”

Klokken var blevet 19.30. Varmeblæseren havde gjort hallen lun. Hendes mave knurrede højt. Lyden gav genlyd i det tomme rum.

Jeg løftede stofposen op i panden. Hun blinkede mod lyset. Svedperler på overlæben.

”Pause. Regel 3: Mad og søvn er ikke en del af legen,” sagde jeg. Det havde vi aftalt på forummet. ”Du skal spise.”

Hun nikkede træt. ”Gud ja. Jeg er sulten.”

Jeg løsnede rebet om hendes håndled. Hun masserede selv huden med store, røde mærker. Ikke sår – bare mærker. Aftalt.

”Gør det ondt?” spurgte jeg og tog hendes hænder.

”Nej,” svarede hun og smilede skævt. ”Det er… godt. Mærkeligt godt.”

Jeg hjalp hende hen til madrassen. Tæpper, puder, alt var der. I køleboksen: Rugbrødsmadder med leverpostej, agurk og peberfrugt. Det hun skrev hun elskede. Plus juice, vand og kaffe på termo.

”Du har virkelig tænkt på alt,” sagde hun mens hun gumlede på en mad. ”Som en fucked up room service.”

Jeg grinede og satte mig på gulvet ved siden af madrassen. Ikke for tæt. ”Det er ikke fucked up hvis vi begge vil det. Gulerod?”

Hun rystede på hovedet med munden fuld. ”Mmm mmm. Ingen gulerod. Bare… mere peberfrugt?”

Vi spiste i stilhed i 10 minutter. Kun lyden af varmeblæseren og hendes smasken. Det var surrealistisk. Babydag for 4 timer siden. Nu sad hun her i en lagerhal på Vesterbro og spiste madpakke efter at være blevet bundet.

”Hvordan har du det?” spurgte jeg da hun var færdig. ”Helt ærligt. 1-10.”

Hun lænede sig tilbage mod væggen og lukkede øjnene. ”7 for liderlig. 2 for bange. 9 for… i live. Jeg har ikke følt mig så meget i live siden Lærke blev født.” Hun åbnede øjnene. ”Er det sygt?”

”Nej,” svarede jeg. ”Det er ærligt. Og du bestemmer. Altid.”

Hun kiggede over på stolen med rebet. Så på mig. ”Hvad nu? Skal vi… fortsætte?”

”Kun hvis du vil,” sagde jeg. ”Vi har 7 dage. Eller 7 timer. Eller 7 minutter. Du siger til. Men først: Søvn. Du har været vågen siden kl 6 med mødregruppen. Adrenalinen falder snart, og så bliver du træt. Utrolig træt.”

Som på kommando gabte hun stort. ”Fuck, du har ret.”

”Regel 4: Ingen leger med trætte hoveder,” sagde jeg. ”Du sover her. Jeg sover i taxaen med døren åben. Du får stofposen af. Rebet af. Du får et tæppe og din telefon ligger her.” Jeg lagde den på kanten af madrassen. ”Fuld strøm. Der er kode på porten, men den står i din besked fra mig. Du kan gå når som helst. Gulerod behøver du ikke engang sige. Du går bare.”

Hun stirrede på telefonen. På friheden. Så på mig. ”Du stoler på mig?”

”Det er hele pointen,” svarede jeg. ”Jeg stoler på at du siger gulerod. Du stoler på at jeg stopper. Lige nu stoler jeg på at du bliver hvis du vil, og går hvis du vil.”

Hun nikkede langsomt. Kravlede ind under tæppet. Fuldt påklædt minus jakke og sko.

Jeg rejste mig. ”Godnat, Line. Mor har fri. Husk det.”

”Godnat… TaxiVesterbro,” mumlede hun søvnigt. ”Og… tak. For at gøre det her rigtigt.”

Jeg slukkede det store lys. Kun taxaens kabinelys var tændt nu. Jeg gik ud og satte mig i førersædet med døren på klem. Porten var låst, men hun havde koden. Telefonen havde forbindelse. Vand og mad stod fremme.

Klokken 02.17 hørte jeg det. Ikke gulerod. Bare: ”Er du vågen?”

Jeg gik hen til madrassen. Hun sad op i mørket med tæppet om sig.

”Kan ikke sove,” hviskede hun. ”For mange tanker. For… liderlig, tror jeg.”

Jeg satte mig på kanten af madrassen. Ikke for tæt. ”Gulerod?”

Hun rystede på hovedet. Så lagde hun sig ned igen og trak tæppet til side. ”Bind mig. Men bliv her. Snak til mig. Til jeg falder i søvn. Please?”

Så det gjorde jeg. Bandt hendes hænder løst til sengegærdet vi havde sat op. Ikke stofpose. Hun ville se.

Jeg snakkede. Om ingenting. Om Vesterbro. Om regnvejr. Om hvordan kaffe smager bedst kl 5 om morgenen.

Efter 15 minutter var hendes vejrtrækning dyb og rolig. Sovende. Bundet. Tryg. Fordi hun vidste hun kunne sige ét ord.

Jeg løsnede rebet igen mens hun sov. Lagde det ved siden af hende. Så hun vidste hun var fri når hun vågnede.

Gulerod var ikke blevet sagt. Endnu. Men det lå i luften. Som en usynlig livline. Som hele grunden til at hun turde ligge her.

Slut på Del 3