Passion📖 39 min läsning
Equinox - Kapitel III og IV
Kapitel III
Eva Bergs dagbog, fortsat
Grevens gemakker var placeret på en af bygningens øverste etager. Muligvis udgjorde Grevens gemakker rent faktisk hele den pågældende etage.
Jeg blev vist ind i et stilfuldt og luksuriøst kontor, der duftede af mahogni og cigarrøg. Et sted i det fjerne spillede et piano i mol. Jeg stod midt på et orientalsk tæppe og stirrede på et massivt skrivebord i rødbrune nuancer med en tilhørende, højrygget læderstol.
Der var noget besynderligt ved det skrivebord – udover, at det var unødvendigt stort og prangende. Der var fastgjort nogle små klamper af den type, som man normalt kun ser på et sejlskib. Den type klamper, som traditionelt bruges til at fastgøre et reb rundt om.
Hvilken funktion de på nogen måde kunne have på et skrivebord, havde jeg svært ved at forestille mig. Men de var tilsyneladende placeret meget strategisk på bordets sider og på kanten af bordfladen i begge ender.
På væggen bagved hang et stort maleri, hvorpå en stor, sort hingst stejlede faretruende over mit hoved. Frøken Becca stod henne ved døren og vogtede med sit blik rettet stift imod mig.
På min højre side kunne jeg betragte Herredet gennem nogle store, østvendte vinduer.
Frihed…
På min venstre side kunne jeg gennem tre mindre vinduer skue ned i en prægtig ridehal. Jeg havde aldrig set noget lignende.
Jeg havde en besynderlig fornemmelse af, at det ikke kun var Frøken Becca, der betragtede mig. Det var som om jeg hele tiden kunne fornemme noget, der puslede og hviskede, lige i periferien af mit synsfelt. Men hver gang jeg forsøgte at stille skarpt på det, var det væk.
Er jeg ved at blive skør?
Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, men jeg vågnede af en sælsom dagdrøm, da de sørgmodige toner pludselig hørte op.
En høj, gråhåret herre i en klassisk kavaleriuniform kom til syne i en døråbning i den nordlige ende af lokalet. Han gik målrettet mod skrivebordet og satte sig i den højryggede stol uden overhovedet at anerkende, at der stod en nøgen kvinde midt i lokalet.
Han skænkede sig et glas kobberfarvet væske fra en karaffel og tændte sig en cigar, som han fandt i en sølvfarvet æske. Han pulsede på cigaren og tog en slurk af glasset, idet han sukkede af velbehag.
Hvor længe skal jeg stå her?
”Kom nærmere,” sagde han pludselig med en sagte, men myndig stemme.
Det gav et sæt i mig.
”Gå hen til Greven, tøs!” kommanderede Becca.
Jeg gik med tøvende skridt imod den ældre mand. Med en nonchalant bevægelse pegede han på gulvet lige til højre for skrivebordet.
Jeg stillede mig på den allokerede plads.
”På knæ for Greven, tøs!” snerrede Frøken Becca.
Jeg lagde mig på knæ og kiggede lidt forlegent ned i gulvet.
Greven vinkede mig hen til sig, idet han tog et sug af sin cigar. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle nærme mig, men jeg valgte at kravle på alle fire, til jeg lå lige foran ham.
Han strøg mig over håret.
Jeg krympede mig.
”Dygtig pige,” hvæsede han.
Jeg fik kuldegysninger.
”Se på mig, tøs,” sagde han sagte.
Jeg rejste overkroppen og lagde hovedet tilbage.
Han lagde sin ene hånd på min kind og aede mig med tommelfingeren. Den føltes ru og rynket. Han så mig dybt i øjnene. Det gav et sug i min mave.
Åh min skaber, disse kulsorte øjne…
Noget skuer på mig fra mørket…
Noget jeg ikke kan se…
Noget forulemper mit sind…
Min salige fader, frels mig…
En tåre løb fra min kind. Han tørrede den væk med tommelfingeren.
”Så det er altså Lille, henrivende Eva – avisernes darling – der langt om længe har velsignet os med sin tilstedeværelse,” sagde han, stadig med hånden på min kind.
”Hvad hedder du for resten ellers, min pige?”
Det var først nu jeg bemærkede hans ansigt.
Brandsår… Hæslige brandsår på hans kind…
Jeg sank en klump.
”Svar Greven, tøs!” befalede Becca.
Jeg tog en dyb indånding.
”Eva Berg, til deres tjeneste, Hr. Greve,” fremstammede jeg.
”Ha! Berg!” udbrød han pludseligt.
Han skubbede mit ansigt væk.
”Forbandet krauternavn!” hvæsede han.
Han tog en slurk af, hvad der at dømme efter hans ånde, måtte være cognac.
Min salige fader lugtede somme tider af cognac, når han læste højt for mig…
Greven sad i fjerne tanker for en stund.
”Hvordan har din kære moder det?” spurgte han pludselig.
Min moder? Åh Gud, min kære moder… hvorfor har du efterladt mig på dette hæslige sted?
”Godt, tak…” løj jeg.
”Virkelig?” spurgte Greven i en åbenlyst skeptisk tone.
Han tog et ordentligt sug af sin cigar og lænede sig tilbage, idet han pustede ud.
”Clara Campbell,” sukkede han med antydningen af et smil på læben.
”En af mine… bedre elever,” sagde han. ”Vidste du det?”
Jeg nikkede.
”Naturligvis,” svarede han. ”At se hende tæmme en vild hingst – det var ren poesi. Den tøs kunne ride lige til den lyse morgen. Ak ja. Hun kunne være nået langt. Hun kunne være nået hele vejen. Og så giftede hun sig med et forbandet krautersvin…”
Min salige fader. Hvor vover han?
Greven stirrede ned på mig og lagde atter hånden på min kind. Han vendte og drejede mit ansigt. Studerede mine træk, som om jeg var en følhoppe på markedet. Han lod sin tommelfinger køre hen over mine læber, trak lidt ned i min underlæbe og kiggede på mine fortænder. Så slap han mig pludselig og skænkede sig endnu et glas. Han drak med velbehag og sukkede.
”Har du nogensinde hørt udtrykket: Der er altid varmt under Equinox?”
”Ja,” svarede jeg.
”Det hedder: Ja, Hr. Greve!” udbrød Frøken Becca arrigt.
Det gav et sæt i mig.
”Rolig, lille Becca,” sagde Greven. ”Du skræmmer jo den stakkels pige.”
Han aede mig på hovedet.
”Frøken Becca fortæller mig, at du er glad for bøger,” fortsatte han. ”Hun siger, at du har slæbt en hel taske fyldt med bøger med dig.”
Jeg blev pludselig grebet af en mærkelig, tvetydig følelse. Som om min hjerne ikke helt kunne gennemskue, om jeg blev rost eller skældt ud.
”Jeg er bange for, at det ikke er noget der giver point hos min kære Magistra Equi. Men det har du nok allerede opdaget,” sagde han og blinkede til mig.
Jeg vidste ikke, om jeg skulle svare.
”Forstår du,” begyndte han. ”Lille Becca, har det ikke så godt med bøger. Mellem os sagt, så er hun skingrende illitterær.”
Han kiggede over mod Frøken Becca og smilede.
Grevens første smil… Djævelsk…
Jeg var glad for, jeg ikke kunne se hendes ansigt.
”En prægtig rytter, det er hun,” erkendte han. ”En af Rigets bedste, uden tvivl.”
Han så ned på mig.
”Men oprigtig talt… så er jeg sgu i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kan stave sit eget navn.”
Han lo barnagtigt af sin egen spøg.
Galskab…
”Er det ikke sandt, lille Becca?” spurgte han ud i lokalet.
”Javel, Hr. Greve,” svarede Becca et sted bag mig.
Jeg føler mig svimmel…
Greven lænede sig tilbage og bundede sit glas. Han rømmede sig veltilfreds og faldt i staver.
Hvor længe skal jeg sidde her?
Pludselig vendte han tilbage til virkeligheden og så ned på mig, som om han havde glemt jeg var der. Så kiggede han rundt i lokalet.
”Hvor kom jeg nu fra?” spurgte han og kløede sit hæslige brandsår.
Jeg sagde ingenting.
Han skænkede endnu et glas og varmede den gyldne væske i hånden. Så duftede han til glasset og smilede.
”Åh ja,” sagde han, som om han havde fundet svaret i de alkoholiske dampe. ”Sig mig, min tøs, har du nogensinde hørt udtrykket: Der er altid varmt under Equinox?”
”Ja, Hr. Greve,” svarede jeg.
”Ja, selvfølgelig har du det. Og har du nogensinde spekuleret over hvad det betyder?”
”Ja, Hr. Greve.”
”Naturligvis. En klog pige som dig. Du grubler ofte over tingene, ikke sandt?”
Han så på mig, som om han forventede et svar.
Min mund åbnede sig. Mit blik flakkede.
”Man skal passe på med at gruble for meget her på stedet,” fortsatte han. ”Her skal man kun føle… og vrinske…”
Han smilede og slikkede sine læber.
Min mund er tør…
”Hvad tror du det gamle mundheld betyder?” spurgte han.
”Det er noget med de varme kilder,” svarede jeg.
”Korrekt,” sagde Greven. ”Det er noget med de varme kilder. Forstår du, da stedet her blev bygget. Ja, det er mere end hundrede år siden nu. Der engagerede man et hold… fagfolk…”
Han tav.
”Krautere!” vrængede han. ”Dygtige ingeniører fra den anden side af kanalen. De lavede en genial konstruktion. Forstår du, hele denne prægtige bygnings fundament, består af et utroligt rør- og pumpesystem som tapper vandet direkte fra de varme kilder der strømmer lige under os.”
Han pegede imod gulvet.
”Man førte lange rør, dybt ned i undergrunden som tapper vandet. Og via nogle avancerede dampdrevne pumper i kælderetagerne, føres vandet rundt i hele bygningen og varmer den op. Det geniale er at vandet fra kilderne allerede er så varmt at det kan drive pumperne uden brændsel. Dybest set er det en evighedsmaskine.
Ja, systemet kan også køle vandet ned, hvor utroligt det end lyder. Det giver vandet en lidt pikant eftersmag, men det vænner man sig til. Temperaturen reguleres nemt og enkelt, via en termostat. Hvis jeg ville… så kunne jeg varme hele denne bygning op til kogepunktet…”
Han smilede fjernt.
”Ja, på denne tid af året der bruger vi selvfølgelig anlægget til at køle. Men om vinteren. Selv på den værste vinterdag. Når Højlands-vinden lægger Herredet øde. Så er der varmt og trygt på Equinox. I alle bygningerne!”
Han slog ud med armen.
”Himlen formørkes af corax…” udbrød han og pegede imod loftet. ”De søger imod varmen. I tusindvis. Fra hele Herredet.”
Han så ned på mig.
”Fascinerende, ikke sandt?”
Jeg nikkede, med store øjne.
Han tav og faldt tilbage i sin stol.
”Ja. Forbandet krauterteknologi!
Ser du, min pige… Equinox bliver naturligvis først fuldendt når man adderer den vidunderlige Gotiske arkitektur til værket. Findes der måske noget smukkere i denne verden, end vores klassiske byggestil?”
Han så afventende på mig.
Jeg rystede på hovedet.
Giv ham ret i hvad som helst…
”Forstår du, tøs… Equinox er en bastard. En vulgær krydsning, mellem krauter og Kongerige.”
Han lagde sin hånd på min kind og lod sine fingre køre gennem mit hår.
”Præcis ligesom dig.”
Han betragtede mig indgående.
”En vulgær bastard… og dog så fast i kødet. Jeg gad vide om du også tåler at blive varmet op til kogepunktet?”
I det fjerne, slog uret fire slag.
Greven slap sit tag i mig. Han stirrede på mig med et intenst blik.
”Rejs dig op, min tøs!” beordrede han.
Der gik et par sekunder, før mit sind opfattede kommandoen. Jeg rejste mig.
Skønt at strække benene igen…
”Stil dig her foran mig.”
Jeg gjorde som han sagde.
Hans blik gled langsomt ned over mine bryster. Mine hofter. Min…
Min Gud, jeg er nøgen… Jeg står nøgen foran en gammel mand – det er modbydeligt.
”Drej dig rundt. Træd frem til skrivebordet.”
Jeg adlød.
”Buk dig forover og læg dig ind over skrivebordet. Med armene strakt foran dig.”
Jeg adlød igen.
”Spred dine ben en smule.”
Gode gud, hvorfor dog?
”Hovedet op!”
Jeg fik øjenkontakt med Frøken Becca. Hun stod i døren, med korslagte arme. Hendes øjne var fulde af foragt.
Er det Greven eller mig hun hader?
Greven rejste sig og trak en skuffe ud fra skrivebordet på min venstre side. Han tog noget op, som jeg ikke kunne se hvad var.
Min gud, hvad gør han nu?
Jeg kunne høre at han satte sig tungt i stolen igen.
Lyden af varmt læder der knager… Tørre sider der bladres…. En fyldepen der skraber hastigt…
Stilhed…
”Rejs dig op! Drej dig rundt, tøs! Se på mig!”
Jeg adlød.
Greven sad med en notesbog i skødet og stirrede eftertænksomt på mig.
Hvad er det han skriver?
”Sæt dig op på bordet, Eva!”
Hvad er det der foregår?
Jeg satte håndfladerne på kanten af bordet og skubbede fra.
Øm hud, imod en blankpoleret overflade… Køligt… Bedre end skamlen hos sadelmageren…
”Læn dig tilbage, Eva. Læg dig ned på ryggen.”
Hold benene samlet… Skjul din skam…
”Spred benene, Eva. Placer dine hæle på kanten af bordet og spred dine ben så meget du kan.”
Jeg gør det… Jeg vil ikke, men jeg gør det… Jeg tør ikke andet…
”Fint, Eva. Og så skubber du underlivet frem imod kanten.”
Skjul din skam…
”Spred benene alt hvad du kan.”
Åh gud… Den sidste rest af skam... Intet er helligt længere…
”Spred nu alt hvad du kan, Eva.”
Hvorfor bruger han mit navn? Jeg er ikke Eva – Eva ville aldrig ligge sådan her. Jeg er bare tøsen. Nummer XIV…
Stilhed… Lyden af sider der bladres… Lyden af en fyldepen der skraber hastigt… Hvad laver han? Hvad er det han skriver?
Loftet er nydeligt dekoreret. Bladguld… Fine ornamenter…
Stilhed…
?
Jeg havde nær udstødt et skrig, da jeg pludselig hørte Greven klappe bogen sammen og smide den fra sig på gulvet. Perifert kunne jeg se ham rejse sig og række efter cognacglasset på skrivebordet. Han skænkede op og satte sig igen.
Atter stilhed… Lyden af væske der slubres... Tobaksblade der knitrer… Udånding…
”Sig mig så,” udbrød han pludseligt.
Hvad nu?
”Lille, henrivende Eva Berg. Krauterbastarden med bøgerne. Hvorfor tror du, at du kan tillade dig at møde ind på Equinox en hel uge for sent? Hvad har opholdt dig så længe?”
Skal jeg afhøres nu? Imedens jeg ligger sådan her? Imedens han kan se det hele?
”Svar, tøs,” sagde han.
Jeg er Tøs – ikke Eva Berg. Eva Berg ville aldrig ligge sådan her.
”Le Concours de Prestige,” svarede jeg.
”Føj!” udbrød Greven og brummede foragteligt. ”Føj for Satan!”
?
Le Concours de Prestige. Et prangende navn, men ikke nær fyldestgørende. Har man været der vil man forstå. Har man først mærket suset fra en hundredtallig skare af ekvipager, som galoperer stolte hen over Saint Florents frodige marker, i perfekt formation, vil man forstå.
Pludselig, som ved et trylleslag skifter de formation og rider direkte imod publikum. Der går et gisp gennem folkemængden. En lille dreng stirrer med store øjne. En lille pige griber fat om sin moder. En ældre mand i militær-uniform, nikker anerkendende. Et ungt par kigger lidt nervøst på hinanden. En gammel kone tager sig til kinderne.
Det går galt…
Så pludselig, nogle få yards fra menneskemængden, deles formationen i to, og rider parvis op langs volten. Folk gisper. De hujer. De klapper. Jubel. Lettelse. Stormende bifald.
Når chokket har lagt sig, søger godtfolk imod dusinvis af pavilloner, hvor vinhandlere, bryggere, bagere, slagtere, købmænd og alverdens andre handlende fra hele kontinentet frister med alt hvad hjertet kan begære. Farvestrålende faner bryder den normanniske vind. Kulørte nationaldragter, fra hele kontinentet, pryder sceneriet. Folk som engang var fjender, løfter glasset og skåler – hver på sit modersmål. Sang og musik fylder de åbne pladser, hvor unge og gamle byder nær og fjern op til dans.
Men hvad er nu det? I det fjerne, høres en dampfløjtes, industrielle tuden. Nysgerrige lokkes, mod den fjerne ende af markedet, hvor mørkklædte krautere, stolte præsenterer deres nyeste opfindelser. Dampmaskiner som kan vaske tøj. Dampmaskiner som kan tørre det igen. Dampmaskiner som kan kløve brænde og tærske halm. Alverdens behov stilles blot ved hjælp af lidt kogende vand og lidt brændsel.
Fra et telt gisper folkemængden og flere lokkes til. Fra mørket vækker den dampdrevne kinematograf mennesker til live på et stort, hvidt lærred. Øjnene betages. Sindet begærer. Man ved knapt om man skal gribes af frygt eller fascination.
Men nu, konkurrencerne naturligvis. Den egentlige årsag til, at vi alle er her. De dygtigste ekvipager fra hele den kendte verden, strides om point og anerkendelse. En prægtig Normannisk ganger, sætter af under mig. Jeg rejser mig i stigbøjlerne og mærker vinden imod mit ansigt. Vi lander perfekt og skridter op langs volten. Folk klapper og vinker. Fra et podium, råber en mand gennem en stor metaltragt: ”Lille, henrivende Eva, rider fejlfrit igen”, på syv forskellige sprog.
Lyksalighed… ekstase… mathed… tomhed… Jeg kan ikke længere høre menneskemængden…
Moder vinker fra tribunen. Hun står sammen med en herre med høj hat og cigar. Han nikker anerkendende.
Forventninger… pres… vi skal repræsentere… vi skal sælge… vi skal smile… vi skal altid huske at smile…
Hvem der bare sad under det gamle piletræ med en bog. Hvem der bare havde fred. Min salige James, hvorfor har du forladt mig?
Hvem der bare havde fred…
Hvem der bare lå i jorden, under det gamle piletræ…
?
”Le Concours de Prestige!” udbrød Greven og sprang op af stolen.
Han trådte frem og stillede sig mellem mine ben. Med et vildt blik i øjnene tømte han sit glas, før han smed det fra sig på gulvet.
Lyden af glas der splintres… Jeg frygter det værste…
Han skulede ned på mig som et afsindigt dyr.
Nu dør jeg…
Jeg gav efter for en stilfærdig gråd.
Greven trak et stykke sammenfoldet papir ud fra sin inderlomme.
Det er min dødsdom…
Han viftede papiret over mit hoved.
Farvel moder… Salige James, nu kommer jeg…
”Så den gode Clara Campbell tror, at man bare kan sende et tele-gram og kommandere med Greven på Equinox?”
Jeg stirrede på telegrammet.
”Hun tror man kan ændre på naturens orden? Bare fordi hun synes det er vigtigere for Lille, henrivende Evas karriere, at deltage i Le Concours de Prestige.”
Han brækkede nærmest ordene af sig på en overdrevent skabagtig facon.
”På den anden side af kanalen. Blandt krautersvin og hovne, frankiske mandslinge. Føj!”
Han smed telegrammet mellem mine bryster. Så lod han sig falde tilbage i sin stol.
Stilhed…
Jeg snøfter…
Hvorfor moder? Hvorfor ligger jeg her?
Greven rejste sig pludselig igen og gik over til et skuffedarium, der stod henne ved væggen. Han skramlede med noget.
Lyden af tyndt papir…
Han passerede skrivebordet på min højre side.
Han læser avis…
Jeg ligger her på hans skrivebord… Nøgen… Med spredte ben… Og græder…
Han går rundt og læser avis og suger i sin cigar…
Galskab…
”Jamen det ser jo ud til at du klarede dig ganske godt derovre,” sagde han pludselig i en nonchalant og afslappet tone.
Jeg kiggede over på ham gennem tårevædede øjne.
Greven slikkede på sin finger og bladrede omhyggeligt. Noget fangede hans blik og fik ham til at knibe øjnene sammen. Efter at have nærlæst det, slog han pludselig en høj latter op og rystede på hovedet. Så smed han avisen fra sig på gulvet og tog et sug af sin cigar.
For en stund gik han rundt i lokalet, med et manisk smil på læben og mumlede for sig selv.
Galskab…
Han nærmede sig skrivebordet og stillede sig tæt mellem mine ben. Som et dødt træ i vinden, lænede han sig faretruende ind over mig, før han greb sig selv med håndfladerne på hver side af mine fødder. Et intenst og kulsort blik, pressede mig imod bordpladen.
”Sidste gang jeg krydsede den forbandede kanal,” begyndte han pludselig.
Hans ånde lugter af cognac og cigarer…
”Der var det med indtørret krauterblod på min sabel.”
Han smilede djævelsk.
”Fire år i helvedet… men ved Gud, hvor jeg savner lyden af krauterskrig… ved Gud, hvor min sabel tørster…”
Galskab…
Han betragtede min nøgne krop med et ækelt begær i øjnene. Hans blik fæstnede sig mellem mine ben, og han slikkede sig ugeneret om munden.
”Måske det var på tide at få lidt krauterblod på sablen igen.”
Jeg slipper aldrig levende ud herfra…
Stilhed…
Han så mig i øjnene.
”Le Concours de Prestige,” vrængede han. ”Fatter de simple bønder ikke hvad der foregår? Fatter de ikke at det trækker op til endnu en krig? Mærk dig mine ord, tøs – inden for den næste snes år – allerhøjest – så ligger vore unge mænd atter i skyttegravene og sigter efter krauterskaller.”
Han blev fjern i blikket.
”Og jeg, Greven af Equinox,” sagde han højtideligt og lagde den ene hånd på sit bryst. ”Rider atter afsted, med sablen blottet, i spidsen for en eskadron af Rigets prægtigste landsknægte. Direkte mod en horde, af dampdrevne, krautiske helvedesmaskiner!”
Han pegede fremefter.
”For Kongen og Fædrelandet!”
Han gjorde honnør.
Jeg stirrede ængsteligt op på det gale menneske. Han smilede af en fjern fantasi i den tomme luft.
”Frøken Becca,” udbrød han pludselig i en kommanderende tone.
Det gav et sæt i mig.
”Før hende ned til de andre.”
Han så mig dybt i øjnene.
”Jeg tror vi giver bastarden en chance…”
”Den der fører pisken, kan se alt og handler på det. Den bundne kan føle alt, men kan intet gøre. Jeg står midt imellem – med magten i min mund og mørket foran mig.”
Anonym Equinox-pige
Kapitel IV
Eva Bergs Dagbog, fortsat
Jeg har aldrig i mit liv set så stor og prangende en ridehal før. Det lignede mest af alt en stor, grotesk, rektangulær gladiatorarena. Sandet var lunt under mine fødder og føltes en smule fugtigt.
På begge langsider var der tomme tribuner. På uendelige rækker af bærende søjler hang der tændte fakler og langt borte, over mit hoved, skinnede eftermiddagssolen, gennem dusinvis af støvede lofts-vinduer.
Frøken Becca havde efterladt mig ved en vestvendt port, ved den ene langside. I den nordlige ende af hallen stod en hel flok nøgne piger, foran et podium med tre trækonstruktioner, som jeg umiddelbart ikke kunne se, hvad var. Til gengæld kunne jeg tydeligt se, hvad der stod skrevet på væggen bag podiet.
? Per dolorem venit salus ?
Per dolorem venit salus – gennem lidelsen, kommer frelsen. For første gang i mit liv ville jeg ønske, at jeg ikke talte flydende latin.
Da jeg kom nærmere, kunne jeg også identificere de tre trækonstruktioner på podiet – gabestokke.
Jeg er havnet i en dårekiste…
Jeg skridtede gennem sandet med retning mod pigerne – det var som at træde ind i en nåleskov af gennemborende blikke. Jo tættere jeg kom, jo mere havde jeg lyst til at vende om og løbe min vej.
Heldigvis dukkede et velkendt ansigt frem af mængden – Anna gik mig i møde og smilede begejstret idet hun tog mine hænder.
”Har du været oppe hos Greven?” spurgte hun.
Jeg nikkede.
”Var det slemt?”
Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare.
”Du klarede den, det er det vigtigste,” sagde hun og aede mig på kinden. ”Vi har alle sammen været der. Vi har alle sammen ligget på det bord. Du har ikke noget at skamme dig over. I det mindste bestod du.”
Jeg stirrede bare på hende.
”Man vænner sig til det. Hvor utroligt det end lyder.”
”Manden er jo splittergal,” udbrød jeg. Lidt for højt åbenbart, da det affødte nogle blikke fra flokken af piger.
”Ja det er der vist ingen tvivl om,” sagde Anna og så sig over skulderen. ”Men det her er hans verden – det bliver ikke anderledes. Der er masser af piger, som har gennemgået det her før os. Og hvis de kunne, så kan vi også.”
Hun smilede til mig med en smule bekymring i blikket.
”Du ser træt ud. Har du overhovedet fået noget mad i dag?”
Mad? Hvem kan tænke på mad? Jeg vil hjem…
Jeg mærkede en indestængt gråd trænge sig på.
”Bid det i dig!” kommanderede Anna. ”Du skal ikke vise svaghed over for den flok hyæner. De æder dig råt. Gem det til senere.”
Hun tørrede en tåre fra min kind. Jeg sukkede dybt og sank.
”Dygtig pige,” sagde hun.
Hun kiggede på mit halsbånd og smilede. ”Du er nummer XIV. Det klæder dig godt.”
”Virkelig?” spurgte jeg.
”Helt bestemt,” insisterede hun. ”Det fremhæver virkelig dine øjne.”
Hun grinede. Hun fik mig til at grine.
Hvornår har jeg sidst grinet?
”Du er smuk, når du griner,” sagde hun. ”Du burde gøre det noget oftere.”
”Det skal jeg prøve at huske,” svarede jeg.
”Jeg er nummer XIII,” sagde hun og pegede på sit halsbånd. ”Det er godt, man ikke er overtroisk.”
Jeg nikkede.
”Kom,” sagde hun. ”Så skal du hilse på hyænerne.”
Vi nærmede os flokken af piger og en sagte hvisken ophørte.
”Mine damer,” begyndte Anna. ”Må jeg præsentere, Lille henrivende Eva.”
Hun gestikulerede i min retning, som om jeg var en attraktion der lige var blevet afsløret.
Jeg kiggede rundt på dem. Det er sjovt, som en flok nøgne piger hurtigt bare bliver en bleg masse for øjet.
Da jeg fik kigget nærmere, konstaterede jeg imidlertid, at der var et par bekendte ansigter iblandt. Fra ridestævner og sociale arrangementer i de højere kredse. Den slags arrangementer, hvor jeg altid havde mest lyst til at gøre mig usynlig.
Nu stod jeg her og var alt andet.
”Og må jeg præsentere,” fortsatte Anna. ”Equinox-noviciaerne fra årgang MCMXXVI og, forhåbentlig MCMXXVII, nummer: I, II, III, IV, V, VI, VII, VIII, IX, X, XI og XII.”
Hun snurrede omkring sig selv idet hun nåede rækken igennem.
”Også kendt som: Mary, Pearl, Ginger, Jane, Lizzy, Helen, Rose, Mitzy, Roxy, Clara, Vicky og Maisie.”
Hun pegede dem ud enkeltvis idet hun remsede dem op. Jeg var en smule imponeret over, at hun allerede havde styr på samtlige navne og numre.
”Har jeg glemt nogen?” spurgte hun.
”Kun dig selv,” svarede en pige med skulderlangt, lyst, krøllet hår.
”Minsandten, du har ret, Roxy,” svarede Anna.
Hun kastede armene i vejret og satte den ene fod fremefter.
”Må jeg have lov at præsentere,” begyndte hun. ”Nummer XIII – Frøken Anna McNamara, til deres tjeneste.”
Hun bukkede dybt og ærbødigt, indtil hun faldt forover og rullede om på ryggen.
”Årgangens hofnar,” tilføjede Roxy.
”Et højst betroet hverv,” sagde Anna imedens hun lavede sprællemænd i det fugtige sand.
”Beklageligvis var hvervet, som årgangens villigste skøge allerede besat,” fortsatte hun, idet hun vrikkede med hofterne og så over imod Roxy.
Det affødte et par fnis fra flokken.
Roxy trådte frem med et skævt smil og stillede sig over skrævs på Anna. Jeg tog mig selv i at stirre med store øjne, da det gik op for mig, at Roxy var fuldstændig glat for neden. Det lod ikke til at genere Anna at ligge og kigge direkte op i hendes lyserøde skød.
”Jeg ved nok, at du godt kunne tænke dig en bid af det her,” sagde Roxy og vrikkede med underlivet.
Anna smilede over hele hovedet.
”Hvis ellers jeg kan komme til for trafikken,” svarede hun.
Der blev grinet.
Roxy kiggede over på mig.
”Jeg skal ellers love for, at du forstår at gøre indtryk,” sagde hun og smilede. ”Jeg hørte den afklapsning, du fik af Havheksen.”
Jeg kiggede lidt forlegent ned i sandet.
”Jeg kunne høre dig skrige inde fra nummer VI,” fortsatte hun.
”Du bor sgu da ikke på nummer VI,” sagde Anna. ”Hvad lavede du derinde, din skøge?”
”Jeg nød lyden af Havheksens hånd mod dine små baller,” svarede Roxy.
Deres barnagtige drillerier fortsatte i flere minutter, indtil Roxy blev træt af legen og sluttede sig til flokken igen.
Jeg lagde mig ned i sandet ved siden af Anna. Det var mere behageligt end jeg havde ventet – som en lummer dag ved Vesthavet.
Anna sendte mig et kærligt smil – det varmede midt i al ængsteligheden. Jeg følte en sælsom tryghed i hendes nærvær. Hendes sorgløse tilgang til galskaben havde en lindrende virkning på mig.
”Hvad skal det der gøre godt for?” spurgte jeg og nikkede op imod podiet.
Anna drejede hovedet og kiggede med sammenknebne øjne.
”Golgata,” svarede hun og grinede. ”Grevens kunstfærdige opførelse af lidelseshistorien. Er det ikke smukt?”
”Golgata?”
”Ja,” svarede hun. ”De tre kors, og alt det der.”
”Det er jo blasfemi,” udbrød jeg.
”Velkommen til Equinox,” sagde hun og kyssede mig pludselig på munden.
Jeg skulle til at sige noget, da en høj, mekanisk lyd fra den anden ende af hallen pludselig afbrød mig. Den vestvendte port gik op med en knagende brummen og to personer kom ind i hallen. Den ene trak en nydelig, rødbrun hest ved siden af sig.
Da de kom nærmere, kunne jeg se at den anden, var Frøken Becca. Hun var iført en lang, sort læderfrakke, og så vidt jeg kunne se, havde hun ikke noget fodtøj på.
Anna og jeg rejste os op og børstede sandet af os.
”Giv agt!” lød, i det samme, en høj, myndig mandsstemme fra den modsatte side.
Der gik et chok igennem flokken og alle vendte sig om imod podiet.
Der stod Greven pludselig og lænede sig op af den ene gabestok. Han var flankeret af tre unge, uniformerede mænd, som stod i retstilling.
Der var noget bekendt ved dem, og det gik hurtigt op for mig, at det var de tre jeg havde set ved Henrys petroleumsstation. Den ene af dem spottede mig straks. Han blinkede til mig med et diskret smil på læben.
Jeg kiggede forlegent væk.
”Stil op på række, mine små dumme føl,” kommanderede Greven.
Der gik et par sekunder, før nogen reagerede.
”Kom så ind på række for fanden!” råbte Frøken Becca.
Vi skyndte os at danne en række foran podiet, med fronten imod Greven. Der blev stille. Den rødbrune hest prustede et sted bag os.
Greven skridtede frem og tilbage over podiet, med hænderne bagom ryggen. Så standsede han på midten og skuede ud i hallen. Hans kolde, sorte blik defilerede hen over hver enkel af os. Stilheden emmede af forventning.
Det føltes som om temperaturen i hallen steg. Mine kinder blussede. Noget mørkt og luskende kildede mit sind – krænkede min vilje. Sandet under mine fødder føltes som blanke, skoldende klipper. En oase i en sø af kogende grundvand. Overtryk i mit sind.
Hvad var det der foregik?
Equinox…
Jeg var ikke sikker på, om ordet blev ytret fra podiet, eller om jeg hørte det inden i mit hoved.
Equinox…
Greven stirrede skarpt på os.
”Hvorfor tror I,” begyndte han pludselig med en stemme der skar gennem varmen, som en frossen kniv. ”At nogle af Rigets fineste og mest magtfulde familier lader deres døtre rende rundt her i disse dunkle haller.
Nøgne som den gode Gud har skabt dem i en gammel Greves varetægt?”
Spørgsmålet hang som en truende skygge over vores hoveder.
”Hvorfor tror I, at generation efter generation af unge kvinder, tåler og tier i et helt år af deres liv, i min slægts kyndige hænder. Blot for at opnå retten til at bære et simpelt armsmykke?”
Equinox…
”Hvorfor tror I, at tapre, unge mænd, trodser den højlandske kulde. Risikerer liv og lemmer, blot for at fange et enkelt eksemplar af den keltiske højlandshingst og bringe den her til mine folde?
Hvorfor tror I netop det er her, af alle steder i Riget at et sådant frygtindgydende bæst, tilrides og perfekteres?”
Equinox…
”Hvorfor tror I, at de bedste kavaleriheste, som betrådte slagmarkerne under Den store krig, var opdrættet lige her? Hvorfor tror I, at en Equinox hest, er sin egen vægt værd i guld?
Hvorfor tror I, at et simpelt armsmykke, åbner døre på de højeste steder i dette prægtige Rige? Hvorfor tror I, at netop det smykke, gør forskellen på ruin og herredømme, for tusindårige familiedynastier?”
Tavsheden var larmende.
”Da horder af beskidte krautersvin, dominerede slagmarkerne, med deres dampdrevne stridsvogne og deres beredne flammekastere, var det da ikke Equinox der satte dem mat? Var det da ikke Equinox, der havde løsningen, på fire års grusom udmattelseskrig? Martyrhesten!”
Martyrhesten…
”Prægtige, ædle bæster, som frygtløst gik i døden, for Konge og Fædreland! Aldrig, i hele den civiliserede verden, har man før set mage.
Heste, forsynet med sadeltasker, med tidsindstillede bomber. Trænet til at galopere som vinden. Over pigtråd og gennem kugleregn. I uforudsigelige mønstre. Direkte ned i krauternes skyttegrave og maskingeværsreder…”
”EQUINOX!!!”
Grevens skrig, sendte et chok gennem forsamlingen. Den rødbrune hest vrinskede. Fjorten, nøgne piger, stod som forstenede og stirrede op i afgrunden.
”Siden de første, keltiske barbarer, tæmmede de første vilde heste, på disse jorde. Har Equinox sjæl været i live. Generation efter generation, af vilde, blåmalede ryttere, har formet de ædle traditioner, som vi her på stedet, stadig holder i hævd i dag.”
Equinox…
”Allerede dengang har man vist, at den særlige lænke, som binder hest og kvinde sammen, er nøglen til selve livets gåder. Allerede dengang har man vidst, at kun mellem kvindens ben, tæmmes de vildeste skabninger på denne jord.
I hendes nøgne skød findes den guddommelige forbindelse. I hendes fugt og varme opstår selve livet. Når hun skræver over hingsten og åbner sit skød, skabes selve livets kemi.
Men kun ét sted, på denne jord, findes den sjæl og den indsigt, som gør hende i stand til at realisere dette mirakel…”
Equinox…
Stilhed…
Forløsning…
Fjorten, nøgne piger, gisper og tager deres første åndedrag…
Stilhed…
”Begrib dette om I kan… små uvidende skabninger… Jeg har givet hver og én af jer her, en gave for livet, ved blot at lukke jer ind af min dør. Ved blot at lade jer være i nærheden af selve den storhed og pragt, som er dette steds ånd og legeme.
Hvad I vælger at stille op med denne gave, er helt op til jer selv. Men vid dette – her på stedet, gør hver og én hvad der forventes af hende. Her bæres med smil hver en byrde. Her tugtes man og er glad derved!
Per dolorem venit salus!”
Han pegede på væggen bagved sig.
”Gennem lidelsen, kommer frelsen. Og det gælder for hver og én af jer!
Velkommen til Equinox…”
Stilhed…
Pludselig begyndte de tre unge mænd at klappe og tilkendegive deres begejstring. Frøken Becca, som stod på vestre flanke gjorde ligeså. Inden længe stod vi alle fjorten og klappede begejstret. Udmattede og lykkelige. En sygelig ekstase gennemsyrede flokken. Hesten vrinskede højt i kådhed.
Greven fortrak ikke en mine. Han hævede hænderne og alt blev stille.
”Nu da vi – langt om længe – er fuldtallige,” sagde han og kiggede direkte på mig. ”Så tror jeg tiden er inde til en lille demonstration. Magistra Equi, hvis de vil være så venlig.”
Frøken Becca bukkede og gjorde omkring.
”Følg med,” beordrede hun.
Vi trak alle ned imod den rødbrune hest. Da vi kom nærmere kunne jeg se at det var en hoppe. Kvinden, som havde ført den ind, tog grimen af den og lod den skridte frit rundt.
Frøken Becca åbnede sin lange, sorte læderfrakke og smed den fra sig i sandet. Jeg konstaterede til min forbavselse at hun var fuldstændig nøgen inden under. Hun nærmede sig hoppen og klappede den lidt på halsen.
Med en simpel kommando, fik hun det store dyr til at sænke forkroppen, stadig med forbenene strakt, så hun let og elegant kunne svinge sig op på ryggen af den. Hun fandt sig til rette og uden nogen synlig hjælper, satte hun hesten i trav.
Selv om hoppen travede godt igennem, havde Frøken Beccas krop konstant kontakt med den uden at hun så ud til at være det mindste besværet.
Ekvipagen red ned langs volten og satte i galop da den vendte rundt. Hoppen styrede direkte imod os og først nogle få fod fra flokken af piger, stejlede den pludselig og vrinskede over vores hoveder. Vi dukkede os instinktivt.
Frøken Becca, tronede over os med en veltilfreds mine. Hun satte atter hoppen i galop og noget faldt på plads i universet. Noget, mine tanker havde svært ved at definere. Pludselig var kvinde og hest blevet et. Samme enhed. Samme organisme. Som en mytologisk skabning, der dansede igennem luften.
De flotteste parader og de mest betagende changementer mine øjne nogensinde har beskuet. Som det fineste, silkeklæde der flagrer i vinden, vred Beccas krop sig med hestens, konstant skiftende og dog så organiske bevægelser.
Hendes rødblonde, krøllede hår, bølgede bagud som en kornmark i solnedgangen. Det flimrede for mine øjne. Små glimtende stjerner kildede mit syn. Små gyldne symboler, defilerede over min indre horisont.
Nej…
Ikke gyldne symboler… Små gyldne heste. Sammenflettet i en guddommelig kalligrafi, galoperede de forbi mit blik. De pirrede mit sind med deres små, kolde hove. Jeg grinede… Jeg gyste… En kulde greb mig…
Hvad er det, der foregår?
Hoppen vrinskede højt og jeg knugede Annas hånd. Varmen vendte tilbage…
Hvad skete der?
De tre unge mænd, og pigen i rideuniform gik i gang med at bære nogle høje forhindringer ind, som de opstillede i midten af hallen.
Frøken Becca satte i galop og red imod forhindringerne. Hun forcerede dem, gentagne gange uden besvær.
Selv når hoppen havde passeret forhindringen i luften og begyndte nedstigningen, slap hendes underkrop ikke, på noget tidspunkt kontakten med dyret. Det var som om man ikke længere kunne se hvornår kvinden sluttede og hesten begyndte.
”Se nu godt efter,” udbrød Greven, som pludselig stod i blandt os.
Han rakte Frøken Becca en sort hætte som hun trak over hovedet. Der var ingen tvivl om at hun intet kunne se. Ekvipagen snurrede omkring sig selv, gentagne gange, før den pludselig satte i galop og forcerede forhindringerne.
Igen og igen, satte ekvipagen af og kløvede luften som en fugl i flugt.
”Hold inde,” kommanderede Greven.
Han instruerede de tre unge mænd i at flytte på forhindringerne. Nye lokationer. Nye højdeforskelle. Herefter gav han Frøken Becca besked på at fortsætte. Hoppen satte i galop og forcerede, endnu engang, forhindringerne, uden problemer.
”Spred jer ud,” kommanderede Greven.
Vi fordelte os på et større område af ridehallen og ekvipagen red ind og ud imellem os. Somme tider, meget tæt forbi en af os, men uden at ramme.
Da demonstrationen var fuldbragt trak Frøken Becca, sin sorte hætte af og fik hesten til at bukke dybt for os. Greven klappede og vi fulgte trop.
Han hævede hænderne og alt blev tyst.
”Det sidste her,” begyndte han. ”Det er yderst anvendeligt, på slagmarken, når sennepsgassen har taget synet fra en.”
Han smilede med en fjern, manisk mine.
Frøken Becca steg af og overlod hoppen, til kvinden i rideuniformen. Hun samlede sin sorte læderfrakke op og trak den på igen.
”Ganske imponerende, ikke sandt?” sagde Greven. ”Og alligevel så uendeligt uimponerede, efter Equinox-standard.”
Der blev pludseligt en trykket tavshed.
”Forstå dette, mine små, dumme føl,” fortsatte han. ”Hvad I har været vidne til her, er ikke mere end hvad jeg forventer, at hver og én af jer skal kunne før I forlader dette sted. Om et år fra nu, skal samtlige af jer, kunne gøre lille Becca, kunsten efter. Der er ingen, og jeg gentager ingen af jer, der forlader dette sted, med en gylden hestesko, før hun kan gøre dette og mere til, til perfektion.”
Han stirrede intenst på os.
”Ja, det var alt for i dag,” sagde han kort og brat.
Den gamle mand marcherede, målrettet, imod den vestvendte port og de dampdrevne stempler, på begge sider vaktes til live. Porten svang op, til lyden af mekaniske rytmer, hvæsende damp og knagende træ. Greven forsvandt i eftermiddagssolen og forsamlingen delte et lettet suk. Kvinden i rideuniformen, fulgte efter med Frøken Beccas hoppe.
De tre unge mænd, gik så småt i gang med at fjerne forhindringerne igen. De stirrede på os smilede, alt imens de puffede til hinanden og kom med sagte bemærkninger. De havde tydeligvis ikke travlt med at komme videre.
Frøken Becca satte os til at gøre ridehallen i orden. Ginger, en pige fra Højlandet, som Anna, tilsyneladende kendte privat, blev sat til at samle op efter hoppen. Vi andre blev sat til at harve sandbunden med nogle træriver med brede hoveder.
Den ene af de tre unge mænd stod og lænede sig op af barrieren, imedens han gloede ugeneret på mine bryster, der vuggede frem og tilbage med rivens bevægelser.
Jeg puffede til Anna.
”Hvem er de tre drenge?” spurgte jeg.
Hun kiggede op, som om hun overhovedet ikke havde bemærket deres blikke.
”Det er vist nogen af Grevens slægtninge,” svarede hun. ”Hans nevøer måske. Jeg er ikke helt sikker. Det ved Louisa garanteret.”
”Louisa?”
”Equestriaen. Hende med hoppen,” sagde hun og nikkede imod porten.
”Kender du hende?” spurgte jeg.
”Ja,” svarede hun med et stort smil. ”Jeg har besøgt hende de sidste to nætter. Hun har både whisky og cigaretter. Hvis du er flink, så kan det være jeg tager dig med næste gang.”
Hun blinkede til mig.
”Du kan selvfølgelig også prøve at spørge Roxy – hun har sikkert haft dem alle tre indenbords allerede,” sagde hun og vippede med øjenbrynene.
Jeg fnisede, og blev vist lidt rød i kinderne.
Anna rystede på hovedet.
”Søde, uskyldige pige,” sagde hun og så indgående på mig. ”Bare det her sted nu ikke fortærer dig fuldstændig.”
Jeg for sammen da Becca pludselig piftede højt.
”Det er nok for i dag, tøser,” råbte hun. ”Læg redskaberne på plads og gå op og vask jer før I går til spisning.”
?
Jeg fulgte med flokken af piger, tilbage til østfløjen. Vi begyndte med at vaske os i et fællesbad med ti brusere. Det var næsten tilstrækkeligt hvis man var villig til at stå lidt tæt. Jeg bemærkede, at flere af de andre piger, havde røde mærker på ballerne. Et par af dem, havde endda lange, røde striber.
”Er det Frøken Beccas håndværk, alt sammen?” spurgte jeg.
”Nej, ikke det hele,” svarede Anna.
Jeg var benovet over hvordan der blev grinet og fjantet under bruserne. Som om dette steds, undertrykkende alvor bare kunne vaskes af med lidt vand og sæbe.
Efter vores bad, begav vi os i samlet flok ned til en stor spisesal, hvor vi blev mødt af en duft af varm mad og nybagt brød. Vi stillede os i kø til et bord, hvor en ældre, buttet kvinde, iført forklæde og kyse, forsynede os hver, med et stykke brød og en skål med stuvning.
I salen var opstillet fire langborde og vi fordelte os på to af dem. På bordene var stillet kander frem, med køligt vand. Vi spiste af nogle slidte træskåle og drak af tinkrus. Jeg spiste af mit brød, til kun skorpen var tilbage og tvang et par skefulde stuvning ned.
Min krop strittede imod.
”Du skal spise noget mere,” sagde Anna. ”Du får brug for noget at stå imod med. Rideundervisningen er hård.”
Jeg nikkede. Hvordan skulle jeg kunne finde appetit på det her sted? Jeg glædede mig bare til at komme tilbage til vores værelse.
Den ældre dame i forklædet, smilede til mig ovre fra sin store gryde. Hun gestikulerede til mig at jeg skulle spise.
”Hvem er hun?” spurgte jeg.
Anna så sig over skulderen.
”Det er Madmutter,” svarede hun. ”Eller Madmoder, som I siger hernede.”
Hun blinkede til mig.
”Hun er god nok – ikke alt for kvik, men god nok. Jeg tror hun er lidt småtosset. Det er det her sted; jeg tror hun har været her for længe.”
Jeg fik et chok da nogen pludselig talte bagved mig.
”Nummer XIV,” sagde en kvindestemme.
Anna kiggede op med et skævt smil.
Jeg vendte mig rundt. Kvinden i rideuniformen som havde håndteret Frøken Beccas hoppe, stod bagved mig. Hun lagde noget på bordet, ved siden af min skål. En besynderlig lille sølvmønt med et indgraveret S.
Jeg samlede den op og stirrede på den.
”Hvad er det?” spurgte jeg.
”Du skal stille hos Greven klokken otte,” svarede hun.
Anna stirrede med en foruroligende mine.
”Satans også!” udbrød hun.
”Hvad er det?” spurgte jeg igen.
Anna så op på kvinden.
”Kan jeg ikke overtage Evas plads?” spurgte hun. ”Bare denne ene gang.”
”Vær nu ikke dum, Anna,” svarede kvinden.
”Louisa, jeg beder dig,” fortsatte Anna. ”Hun er lige ankommet. Hun kan ikke mere i dag. Lad mig overtage. Sig, at Eva er blevet syg.”
”Så stopper du, Anna,” udbrød Louisa. ”Sådan fungerer tingene ikke her og det ved du godt. Desuden er det slet ikke noget jeg bestemmer.”
Anna sukkede.
”Ses vi senere?” spurgte Louisa.
”Det tror jeg sgu ikke jeg har lyst til,” svarede Anna.
Louisa rystede på hovedet og fortsatte ned langs bordene. Hun gav en mønt til to af de andre piger.
”Nummer III. Nummer IX. I kender turen. Sørg for at tage hende der med jer,” sagde hun og nikkede i min retning.
Jeg kiggede undrende på Anna.
”Hvad foregår der?” spurgte jeg. ”Hvad er det jeg skal?”
Anna gav et langstrakt suk fra sig. Hun lagde albuerne på bordet og støttede sit hoved med knoerne.
”De tre S´er,” svarede hun.
”De tre S´er?”
Hun nikkede.
”Hvad er det?” spurgte jeg.
”En af Grevens små, sygelige lege,” svarede hun. ”De tre søde, små S´er…”
Hun udåndede dybt og stirrede ned i sin skål.
”S, S, S,” sagde hun langsomt. ”Sut, smæk og skrig…”
Jeg stirrede med store øjne.
”Charmerende, ikke sandt?” sagde hun og kiggede opgivende på mig.
”Jeg tør næsten ikke at spørge,” sagde jeg. ”Hvad går det ud på?”
Anna kiggede op på et stort ur der hang på endevæggen. Det viste, et kvarter over syv.
”Kom,” sagde hun. ”Lad os gå op på værelset, så skal jeg forklare dig det.”
?
Anna forsøgte at forklare mig, hvad De tre S´er går ud på. Jeg sad på sengen, overfor hende og stirrede målløst. Uanset hvor mange gange hun forklarede det, nægtede min hjerne at acceptere det.
”Hvilket S er jeg?” spurgte jeg, efter noget tid.
”Det ved jeg ikke,” svarede Anna. ”Gør det nogen forskel?”
”Jeg har aldrig gjort den slags før,” sagde jeg med gråd i stemmen.
”Nej, så meget havde jeg regnet ud,” sagde Anna med en eftertænksom mine. ”Men det har du altså meget snart.”
”Jeg vil ikke!” udbrød jeg.
”Det er Greven der regerer her,” svarede hun, med et alvorligt blik. ”Vi er ikke andet end små brikker i hans sygelige spil. Sådan er det bare…”
Hun smilede skævt som om en tanke pludselig slog hende.
”Det værste er sgu næsten, at han forventer, at vi føler os beærede over at få lov. Som om det skulle være en slags privilegie at blive inviteret til de grevelige gemakker. Den mand har voldsomt høje tanker om sig selv.”
”Hvordan kan du holde det ud?” spurgte jeg.
”Det her sted kommer aldrig til at knække mig,” svarede hun med en myndig stædighed i stemmen. ”Jeg har to ældre søstre, som begge fejlede her. Hvis ikke jeg kommer hjem med en gylden hestesko, så går min klan til grunde…”
Hun stirrede intenst på mig og jeg bemærkede en antydning af fugt i hendes øjne.
”Jeg vil hellere dø end at vende hjem uden min armlænke!”
En tåre løb fra hendes øje. Hun bemærkede det pludselig og tørrede den væk med en forlegen mine.
”Vi har ikke meget tid,” sagde hun. ”Jeg skal prøve at forberede dig så godt jeg kan.”
Jeg er svimmel…
Jeg har kvalme…
Jeg vil hjem…
?
Anna passede tiden, på sit lommeur. Da vi ikke kunne trække den længere, fulgte hun mig op til Grevens gemakker.
Roxy og Ginger, stod allerede og ventede ved døren da vi ankom. Roxy så nærmest begejstret ud. Anna aede mig på lænden og gav mig et lille puf fremad. Roxy bankede på døren, da klokken slog otte slag. Frøken Becca åbnede og smilede foruroligende ud til os. Hun vinkede os ind.
Duften af cigarrøg og mahogni kom mig i møde. I det fjerne, spillede et piano i mol…
Equinox…
?
Jeg forlod Grevens kammer, lidt før klokken ti. Vandrede som et nøgent, blødende gespenst gennem de tomme, labyrintiske gange, mod Østfløjen.
Anna ventede på mig da jeg kom tilbage. Hun krammede mig længe. Tørrede min øjne. Så badede hun mig og salvede min krop. Hun lagde mig i seng, men jeg kunne ikke sove. Jeg ville ikke sove.
Noget stirrer på mig fra mørket…
Det hvisker til mig…
Equinox…
”Hvis du ikke kan sove, så skriv,” sagde Anna.
Skriv?
”Det hjælper,” fortsatte hun. ”Tro mig.”
Den forsikring havde jeg allerede fået en gang i aften – da Louisa puttede læderet i min mund.
Anna åbnede kommodeskuffen og rakte mig min dagbog.
”Den her er vigtig,” sagde hun. ”Det er nøglen til at bevare din forstand. Det her sted… Tankerne hober sig op. Slip dem fri. Skriv dem ned.”
Hun rakte mig en blyant.
Min hånd ryster…
”Skriv det hele ned.”
”Men…”
”Men hvad?” spurgte Anna.
”Hvad hvis nogen læser det?” spurgte jeg. ”Frøken Becca. Eller Greven.”
”Det gør de ikke,” svarede Anna.
Jeg så undrende på hende.
”Hvordan kan du være så sikker på det?”
”Dagbøger er hellige på Equinox. Det er et af de få privilegier vi har. Det er en gammel tradition. Den er ukrænkelig.”
Min krop er ikke længere ukrænkelig… men min dagbog er…
Jeg følte en underlig trang til at grine og græde på samme tid.
”Du kan skrive lige hvad du vil,” forsikrede hun.
Hun strøg en hårlok bagom mit øre og kyssede mig på kinden. Så lagde hun sig over i sin egen seng.
”Jeg er lige her, hvis du får brug for mig.”
Jeg stirrede længe ned på dagbogen i mine hænder. Så kravlede jeg op til sengens hovedgærde og satte mig – forsigtigt – i skrædderstilling.
Jeg bløder på lagenet…
Jeg skruede petroleumslampen ned på lavt blus. Så bladrede jeg op. Mine frydefulde beretninger fra Le Concours de Prestige, var det sidste der var nedfældet. Jeg fandt en blank side og satte en rystende blyant imod papiret. Så tog jeg et par dybe indåndinger.
I det fjerne, slog uret tolv slag…
Equinox stirrer fra mørket…
?
Uret har lige slået to slag – jeg har skrevet uafbrudt, i to timer nu. Jeg har organiseret galskaben, med min sirlige håndskrift. Puttet traumer og ydmygelser, ned i små, fine æsker med silkebånd omkring.
Jeg er klar i hovedet. Jeg ved, hvad jeg må gøre. Jeg må væk herfra. Nu i nat.
Farvel Equinox!
På gensyn…
”Jeg kan kun mærke smerten, og kan ikke gøre andet end at holde ud. Det føles som om, jeg er alene i verden, når pisken falder.”
Anonym Equinox-pige
Eva Bergs dagbog, fortsat
Grevens gemakker var placeret på en af bygningens øverste etager. Muligvis udgjorde Grevens gemakker rent faktisk hele den pågældende etage.
Jeg blev vist ind i et stilfuldt og luksuriøst kontor, der duftede af mahogni og cigarrøg. Et sted i det fjerne spillede et piano i mol. Jeg stod midt på et orientalsk tæppe og stirrede på et massivt skrivebord i rødbrune nuancer med en tilhørende, højrygget læderstol.
Der var noget besynderligt ved det skrivebord – udover, at det var unødvendigt stort og prangende. Der var fastgjort nogle små klamper af den type, som man normalt kun ser på et sejlskib. Den type klamper, som traditionelt bruges til at fastgøre et reb rundt om.
Hvilken funktion de på nogen måde kunne have på et skrivebord, havde jeg svært ved at forestille mig. Men de var tilsyneladende placeret meget strategisk på bordets sider og på kanten af bordfladen i begge ender.
På væggen bagved hang et stort maleri, hvorpå en stor, sort hingst stejlede faretruende over mit hoved. Frøken Becca stod henne ved døren og vogtede med sit blik rettet stift imod mig.
På min højre side kunne jeg betragte Herredet gennem nogle store, østvendte vinduer.
Frihed…
På min venstre side kunne jeg gennem tre mindre vinduer skue ned i en prægtig ridehal. Jeg havde aldrig set noget lignende.
Jeg havde en besynderlig fornemmelse af, at det ikke kun var Frøken Becca, der betragtede mig. Det var som om jeg hele tiden kunne fornemme noget, der puslede og hviskede, lige i periferien af mit synsfelt. Men hver gang jeg forsøgte at stille skarpt på det, var det væk.
Er jeg ved at blive skør?
Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, men jeg vågnede af en sælsom dagdrøm, da de sørgmodige toner pludselig hørte op.
En høj, gråhåret herre i en klassisk kavaleriuniform kom til syne i en døråbning i den nordlige ende af lokalet. Han gik målrettet mod skrivebordet og satte sig i den højryggede stol uden overhovedet at anerkende, at der stod en nøgen kvinde midt i lokalet.
Han skænkede sig et glas kobberfarvet væske fra en karaffel og tændte sig en cigar, som han fandt i en sølvfarvet æske. Han pulsede på cigaren og tog en slurk af glasset, idet han sukkede af velbehag.
Hvor længe skal jeg stå her?
”Kom nærmere,” sagde han pludselig med en sagte, men myndig stemme.
Det gav et sæt i mig.
”Gå hen til Greven, tøs!” kommanderede Becca.
Jeg gik med tøvende skridt imod den ældre mand. Med en nonchalant bevægelse pegede han på gulvet lige til højre for skrivebordet.
Jeg stillede mig på den allokerede plads.
”På knæ for Greven, tøs!” snerrede Frøken Becca.
Jeg lagde mig på knæ og kiggede lidt forlegent ned i gulvet.
Greven vinkede mig hen til sig, idet han tog et sug af sin cigar. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle nærme mig, men jeg valgte at kravle på alle fire, til jeg lå lige foran ham.
Han strøg mig over håret.
Jeg krympede mig.
”Dygtig pige,” hvæsede han.
Jeg fik kuldegysninger.
”Se på mig, tøs,” sagde han sagte.
Jeg rejste overkroppen og lagde hovedet tilbage.
Han lagde sin ene hånd på min kind og aede mig med tommelfingeren. Den føltes ru og rynket. Han så mig dybt i øjnene. Det gav et sug i min mave.
Åh min skaber, disse kulsorte øjne…
Noget skuer på mig fra mørket…
Noget jeg ikke kan se…
Noget forulemper mit sind…
Min salige fader, frels mig…
En tåre løb fra min kind. Han tørrede den væk med tommelfingeren.
”Så det er altså Lille, henrivende Eva – avisernes darling – der langt om længe har velsignet os med sin tilstedeværelse,” sagde han, stadig med hånden på min kind.
”Hvad hedder du for resten ellers, min pige?”
Det var først nu jeg bemærkede hans ansigt.
Brandsår… Hæslige brandsår på hans kind…
Jeg sank en klump.
”Svar Greven, tøs!” befalede Becca.
Jeg tog en dyb indånding.
”Eva Berg, til deres tjeneste, Hr. Greve,” fremstammede jeg.
”Ha! Berg!” udbrød han pludseligt.
Han skubbede mit ansigt væk.
”Forbandet krauternavn!” hvæsede han.
Han tog en slurk af, hvad der at dømme efter hans ånde, måtte være cognac.
Min salige fader lugtede somme tider af cognac, når han læste højt for mig…
Greven sad i fjerne tanker for en stund.
”Hvordan har din kære moder det?” spurgte han pludselig.
Min moder? Åh Gud, min kære moder… hvorfor har du efterladt mig på dette hæslige sted?
”Godt, tak…” løj jeg.
”Virkelig?” spurgte Greven i en åbenlyst skeptisk tone.
Han tog et ordentligt sug af sin cigar og lænede sig tilbage, idet han pustede ud.
”Clara Campbell,” sukkede han med antydningen af et smil på læben.
”En af mine… bedre elever,” sagde han. ”Vidste du det?”
Jeg nikkede.
”Naturligvis,” svarede han. ”At se hende tæmme en vild hingst – det var ren poesi. Den tøs kunne ride lige til den lyse morgen. Ak ja. Hun kunne være nået langt. Hun kunne være nået hele vejen. Og så giftede hun sig med et forbandet krautersvin…”
Min salige fader. Hvor vover han?
Greven stirrede ned på mig og lagde atter hånden på min kind. Han vendte og drejede mit ansigt. Studerede mine træk, som om jeg var en følhoppe på markedet. Han lod sin tommelfinger køre hen over mine læber, trak lidt ned i min underlæbe og kiggede på mine fortænder. Så slap han mig pludselig og skænkede sig endnu et glas. Han drak med velbehag og sukkede.
”Har du nogensinde hørt udtrykket: Der er altid varmt under Equinox?”
”Ja,” svarede jeg.
”Det hedder: Ja, Hr. Greve!” udbrød Frøken Becca arrigt.
Det gav et sæt i mig.
”Rolig, lille Becca,” sagde Greven. ”Du skræmmer jo den stakkels pige.”
Han aede mig på hovedet.
”Frøken Becca fortæller mig, at du er glad for bøger,” fortsatte han. ”Hun siger, at du har slæbt en hel taske fyldt med bøger med dig.”
Jeg blev pludselig grebet af en mærkelig, tvetydig følelse. Som om min hjerne ikke helt kunne gennemskue, om jeg blev rost eller skældt ud.
”Jeg er bange for, at det ikke er noget der giver point hos min kære Magistra Equi. Men det har du nok allerede opdaget,” sagde han og blinkede til mig.
Jeg vidste ikke, om jeg skulle svare.
”Forstår du,” begyndte han. ”Lille Becca, har det ikke så godt med bøger. Mellem os sagt, så er hun skingrende illitterær.”
Han kiggede over mod Frøken Becca og smilede.
Grevens første smil… Djævelsk…
Jeg var glad for, jeg ikke kunne se hendes ansigt.
”En prægtig rytter, det er hun,” erkendte han. ”En af Rigets bedste, uden tvivl.”
Han så ned på mig.
”Men oprigtig talt… så er jeg sgu i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kan stave sit eget navn.”
Han lo barnagtigt af sin egen spøg.
Galskab…
”Er det ikke sandt, lille Becca?” spurgte han ud i lokalet.
”Javel, Hr. Greve,” svarede Becca et sted bag mig.
Jeg føler mig svimmel…
Greven lænede sig tilbage og bundede sit glas. Han rømmede sig veltilfreds og faldt i staver.
Hvor længe skal jeg sidde her?
Pludselig vendte han tilbage til virkeligheden og så ned på mig, som om han havde glemt jeg var der. Så kiggede han rundt i lokalet.
”Hvor kom jeg nu fra?” spurgte han og kløede sit hæslige brandsår.
Jeg sagde ingenting.
Han skænkede endnu et glas og varmede den gyldne væske i hånden. Så duftede han til glasset og smilede.
”Åh ja,” sagde han, som om han havde fundet svaret i de alkoholiske dampe. ”Sig mig, min tøs, har du nogensinde hørt udtrykket: Der er altid varmt under Equinox?”
”Ja, Hr. Greve,” svarede jeg.
”Ja, selvfølgelig har du det. Og har du nogensinde spekuleret over hvad det betyder?”
”Ja, Hr. Greve.”
”Naturligvis. En klog pige som dig. Du grubler ofte over tingene, ikke sandt?”
Han så på mig, som om han forventede et svar.
Min mund åbnede sig. Mit blik flakkede.
”Man skal passe på med at gruble for meget her på stedet,” fortsatte han. ”Her skal man kun føle… og vrinske…”
Han smilede og slikkede sine læber.
Min mund er tør…
”Hvad tror du det gamle mundheld betyder?” spurgte han.
”Det er noget med de varme kilder,” svarede jeg.
”Korrekt,” sagde Greven. ”Det er noget med de varme kilder. Forstår du, da stedet her blev bygget. Ja, det er mere end hundrede år siden nu. Der engagerede man et hold… fagfolk…”
Han tav.
”Krautere!” vrængede han. ”Dygtige ingeniører fra den anden side af kanalen. De lavede en genial konstruktion. Forstår du, hele denne prægtige bygnings fundament, består af et utroligt rør- og pumpesystem som tapper vandet direkte fra de varme kilder der strømmer lige under os.”
Han pegede imod gulvet.
”Man førte lange rør, dybt ned i undergrunden som tapper vandet. Og via nogle avancerede dampdrevne pumper i kælderetagerne, føres vandet rundt i hele bygningen og varmer den op. Det geniale er at vandet fra kilderne allerede er så varmt at det kan drive pumperne uden brændsel. Dybest set er det en evighedsmaskine.
Ja, systemet kan også køle vandet ned, hvor utroligt det end lyder. Det giver vandet en lidt pikant eftersmag, men det vænner man sig til. Temperaturen reguleres nemt og enkelt, via en termostat. Hvis jeg ville… så kunne jeg varme hele denne bygning op til kogepunktet…”
Han smilede fjernt.
”Ja, på denne tid af året der bruger vi selvfølgelig anlægget til at køle. Men om vinteren. Selv på den værste vinterdag. Når Højlands-vinden lægger Herredet øde. Så er der varmt og trygt på Equinox. I alle bygningerne!”
Han slog ud med armen.
”Himlen formørkes af corax…” udbrød han og pegede imod loftet. ”De søger imod varmen. I tusindvis. Fra hele Herredet.”
Han så ned på mig.
”Fascinerende, ikke sandt?”
Jeg nikkede, med store øjne.
Han tav og faldt tilbage i sin stol.
”Ja. Forbandet krauterteknologi!
Ser du, min pige… Equinox bliver naturligvis først fuldendt når man adderer den vidunderlige Gotiske arkitektur til værket. Findes der måske noget smukkere i denne verden, end vores klassiske byggestil?”
Han så afventende på mig.
Jeg rystede på hovedet.
Giv ham ret i hvad som helst…
”Forstår du, tøs… Equinox er en bastard. En vulgær krydsning, mellem krauter og Kongerige.”
Han lagde sin hånd på min kind og lod sine fingre køre gennem mit hår.
”Præcis ligesom dig.”
Han betragtede mig indgående.
”En vulgær bastard… og dog så fast i kødet. Jeg gad vide om du også tåler at blive varmet op til kogepunktet?”
I det fjerne, slog uret fire slag.
Greven slap sit tag i mig. Han stirrede på mig med et intenst blik.
”Rejs dig op, min tøs!” beordrede han.
Der gik et par sekunder, før mit sind opfattede kommandoen. Jeg rejste mig.
Skønt at strække benene igen…
”Stil dig her foran mig.”
Jeg gjorde som han sagde.
Hans blik gled langsomt ned over mine bryster. Mine hofter. Min…
Min Gud, jeg er nøgen… Jeg står nøgen foran en gammel mand – det er modbydeligt.
”Drej dig rundt. Træd frem til skrivebordet.”
Jeg adlød.
”Buk dig forover og læg dig ind over skrivebordet. Med armene strakt foran dig.”
Jeg adlød igen.
”Spred dine ben en smule.”
Gode gud, hvorfor dog?
”Hovedet op!”
Jeg fik øjenkontakt med Frøken Becca. Hun stod i døren, med korslagte arme. Hendes øjne var fulde af foragt.
Er det Greven eller mig hun hader?
Greven rejste sig og trak en skuffe ud fra skrivebordet på min venstre side. Han tog noget op, som jeg ikke kunne se hvad var.
Min gud, hvad gør han nu?
Jeg kunne høre at han satte sig tungt i stolen igen.
Lyden af varmt læder der knager… Tørre sider der bladres…. En fyldepen der skraber hastigt…
Stilhed…
”Rejs dig op! Drej dig rundt, tøs! Se på mig!”
Jeg adlød.
Greven sad med en notesbog i skødet og stirrede eftertænksomt på mig.
Hvad er det han skriver?
”Sæt dig op på bordet, Eva!”
Hvad er det der foregår?
Jeg satte håndfladerne på kanten af bordet og skubbede fra.
Øm hud, imod en blankpoleret overflade… Køligt… Bedre end skamlen hos sadelmageren…
”Læn dig tilbage, Eva. Læg dig ned på ryggen.”
Hold benene samlet… Skjul din skam…
”Spred benene, Eva. Placer dine hæle på kanten af bordet og spred dine ben så meget du kan.”
Jeg gør det… Jeg vil ikke, men jeg gør det… Jeg tør ikke andet…
”Fint, Eva. Og så skubber du underlivet frem imod kanten.”
Skjul din skam…
”Spred benene alt hvad du kan.”
Åh gud… Den sidste rest af skam... Intet er helligt længere…
”Spred nu alt hvad du kan, Eva.”
Hvorfor bruger han mit navn? Jeg er ikke Eva – Eva ville aldrig ligge sådan her. Jeg er bare tøsen. Nummer XIV…
Stilhed… Lyden af sider der bladres… Lyden af en fyldepen der skraber hastigt… Hvad laver han? Hvad er det han skriver?
Loftet er nydeligt dekoreret. Bladguld… Fine ornamenter…
Stilhed…
?
Jeg havde nær udstødt et skrig, da jeg pludselig hørte Greven klappe bogen sammen og smide den fra sig på gulvet. Perifert kunne jeg se ham rejse sig og række efter cognacglasset på skrivebordet. Han skænkede op og satte sig igen.
Atter stilhed… Lyden af væske der slubres... Tobaksblade der knitrer… Udånding…
”Sig mig så,” udbrød han pludseligt.
Hvad nu?
”Lille, henrivende Eva Berg. Krauterbastarden med bøgerne. Hvorfor tror du, at du kan tillade dig at møde ind på Equinox en hel uge for sent? Hvad har opholdt dig så længe?”
Skal jeg afhøres nu? Imedens jeg ligger sådan her? Imedens han kan se det hele?
”Svar, tøs,” sagde han.
Jeg er Tøs – ikke Eva Berg. Eva Berg ville aldrig ligge sådan her.
”Le Concours de Prestige,” svarede jeg.
”Føj!” udbrød Greven og brummede foragteligt. ”Føj for Satan!”
?
Le Concours de Prestige. Et prangende navn, men ikke nær fyldestgørende. Har man været der vil man forstå. Har man først mærket suset fra en hundredtallig skare af ekvipager, som galoperer stolte hen over Saint Florents frodige marker, i perfekt formation, vil man forstå.
Pludselig, som ved et trylleslag skifter de formation og rider direkte imod publikum. Der går et gisp gennem folkemængden. En lille dreng stirrer med store øjne. En lille pige griber fat om sin moder. En ældre mand i militær-uniform, nikker anerkendende. Et ungt par kigger lidt nervøst på hinanden. En gammel kone tager sig til kinderne.
Det går galt…
Så pludselig, nogle få yards fra menneskemængden, deles formationen i to, og rider parvis op langs volten. Folk gisper. De hujer. De klapper. Jubel. Lettelse. Stormende bifald.
Når chokket har lagt sig, søger godtfolk imod dusinvis af pavilloner, hvor vinhandlere, bryggere, bagere, slagtere, købmænd og alverdens andre handlende fra hele kontinentet frister med alt hvad hjertet kan begære. Farvestrålende faner bryder den normanniske vind. Kulørte nationaldragter, fra hele kontinentet, pryder sceneriet. Folk som engang var fjender, løfter glasset og skåler – hver på sit modersmål. Sang og musik fylder de åbne pladser, hvor unge og gamle byder nær og fjern op til dans.
Men hvad er nu det? I det fjerne, høres en dampfløjtes, industrielle tuden. Nysgerrige lokkes, mod den fjerne ende af markedet, hvor mørkklædte krautere, stolte præsenterer deres nyeste opfindelser. Dampmaskiner som kan vaske tøj. Dampmaskiner som kan tørre det igen. Dampmaskiner som kan kløve brænde og tærske halm. Alverdens behov stilles blot ved hjælp af lidt kogende vand og lidt brændsel.
Fra et telt gisper folkemængden og flere lokkes til. Fra mørket vækker den dampdrevne kinematograf mennesker til live på et stort, hvidt lærred. Øjnene betages. Sindet begærer. Man ved knapt om man skal gribes af frygt eller fascination.
Men nu, konkurrencerne naturligvis. Den egentlige årsag til, at vi alle er her. De dygtigste ekvipager fra hele den kendte verden, strides om point og anerkendelse. En prægtig Normannisk ganger, sætter af under mig. Jeg rejser mig i stigbøjlerne og mærker vinden imod mit ansigt. Vi lander perfekt og skridter op langs volten. Folk klapper og vinker. Fra et podium, råber en mand gennem en stor metaltragt: ”Lille, henrivende Eva, rider fejlfrit igen”, på syv forskellige sprog.
Lyksalighed… ekstase… mathed… tomhed… Jeg kan ikke længere høre menneskemængden…
Moder vinker fra tribunen. Hun står sammen med en herre med høj hat og cigar. Han nikker anerkendende.
Forventninger… pres… vi skal repræsentere… vi skal sælge… vi skal smile… vi skal altid huske at smile…
Hvem der bare sad under det gamle piletræ med en bog. Hvem der bare havde fred. Min salige James, hvorfor har du forladt mig?
Hvem der bare havde fred…
Hvem der bare lå i jorden, under det gamle piletræ…
?
”Le Concours de Prestige!” udbrød Greven og sprang op af stolen.
Han trådte frem og stillede sig mellem mine ben. Med et vildt blik i øjnene tømte han sit glas, før han smed det fra sig på gulvet.
Lyden af glas der splintres… Jeg frygter det værste…
Han skulede ned på mig som et afsindigt dyr.
Nu dør jeg…
Jeg gav efter for en stilfærdig gråd.
Greven trak et stykke sammenfoldet papir ud fra sin inderlomme.
Det er min dødsdom…
Han viftede papiret over mit hoved.
Farvel moder… Salige James, nu kommer jeg…
”Så den gode Clara Campbell tror, at man bare kan sende et tele-gram og kommandere med Greven på Equinox?”
Jeg stirrede på telegrammet.
”Hun tror man kan ændre på naturens orden? Bare fordi hun synes det er vigtigere for Lille, henrivende Evas karriere, at deltage i Le Concours de Prestige.”
Han brækkede nærmest ordene af sig på en overdrevent skabagtig facon.
”På den anden side af kanalen. Blandt krautersvin og hovne, frankiske mandslinge. Føj!”
Han smed telegrammet mellem mine bryster. Så lod han sig falde tilbage i sin stol.
Stilhed…
Jeg snøfter…
Hvorfor moder? Hvorfor ligger jeg her?
Greven rejste sig pludselig igen og gik over til et skuffedarium, der stod henne ved væggen. Han skramlede med noget.
Lyden af tyndt papir…
Han passerede skrivebordet på min højre side.
Han læser avis…
Jeg ligger her på hans skrivebord… Nøgen… Med spredte ben… Og græder…
Han går rundt og læser avis og suger i sin cigar…
Galskab…
”Jamen det ser jo ud til at du klarede dig ganske godt derovre,” sagde han pludselig i en nonchalant og afslappet tone.
Jeg kiggede over på ham gennem tårevædede øjne.
Greven slikkede på sin finger og bladrede omhyggeligt. Noget fangede hans blik og fik ham til at knibe øjnene sammen. Efter at have nærlæst det, slog han pludselig en høj latter op og rystede på hovedet. Så smed han avisen fra sig på gulvet og tog et sug af sin cigar.
For en stund gik han rundt i lokalet, med et manisk smil på læben og mumlede for sig selv.
Galskab…
Han nærmede sig skrivebordet og stillede sig tæt mellem mine ben. Som et dødt træ i vinden, lænede han sig faretruende ind over mig, før han greb sig selv med håndfladerne på hver side af mine fødder. Et intenst og kulsort blik, pressede mig imod bordpladen.
”Sidste gang jeg krydsede den forbandede kanal,” begyndte han pludselig.
Hans ånde lugter af cognac og cigarer…
”Der var det med indtørret krauterblod på min sabel.”
Han smilede djævelsk.
”Fire år i helvedet… men ved Gud, hvor jeg savner lyden af krauterskrig… ved Gud, hvor min sabel tørster…”
Galskab…
Han betragtede min nøgne krop med et ækelt begær i øjnene. Hans blik fæstnede sig mellem mine ben, og han slikkede sig ugeneret om munden.
”Måske det var på tide at få lidt krauterblod på sablen igen.”
Jeg slipper aldrig levende ud herfra…
Stilhed…
Han så mig i øjnene.
”Le Concours de Prestige,” vrængede han. ”Fatter de simple bønder ikke hvad der foregår? Fatter de ikke at det trækker op til endnu en krig? Mærk dig mine ord, tøs – inden for den næste snes år – allerhøjest – så ligger vore unge mænd atter i skyttegravene og sigter efter krauterskaller.”
Han blev fjern i blikket.
”Og jeg, Greven af Equinox,” sagde han højtideligt og lagde den ene hånd på sit bryst. ”Rider atter afsted, med sablen blottet, i spidsen for en eskadron af Rigets prægtigste landsknægte. Direkte mod en horde, af dampdrevne, krautiske helvedesmaskiner!”
Han pegede fremefter.
”For Kongen og Fædrelandet!”
Han gjorde honnør.
Jeg stirrede ængsteligt op på det gale menneske. Han smilede af en fjern fantasi i den tomme luft.
”Frøken Becca,” udbrød han pludselig i en kommanderende tone.
Det gav et sæt i mig.
”Før hende ned til de andre.”
Han så mig dybt i øjnene.
”Jeg tror vi giver bastarden en chance…”
”Den der fører pisken, kan se alt og handler på det. Den bundne kan føle alt, men kan intet gøre. Jeg står midt imellem – med magten i min mund og mørket foran mig.”
Anonym Equinox-pige
Kapitel IV
Eva Bergs Dagbog, fortsat
Jeg har aldrig i mit liv set så stor og prangende en ridehal før. Det lignede mest af alt en stor, grotesk, rektangulær gladiatorarena. Sandet var lunt under mine fødder og føltes en smule fugtigt.
På begge langsider var der tomme tribuner. På uendelige rækker af bærende søjler hang der tændte fakler og langt borte, over mit hoved, skinnede eftermiddagssolen, gennem dusinvis af støvede lofts-vinduer.
Frøken Becca havde efterladt mig ved en vestvendt port, ved den ene langside. I den nordlige ende af hallen stod en hel flok nøgne piger, foran et podium med tre trækonstruktioner, som jeg umiddelbart ikke kunne se, hvad var. Til gengæld kunne jeg tydeligt se, hvad der stod skrevet på væggen bag podiet.
? Per dolorem venit salus ?
Per dolorem venit salus – gennem lidelsen, kommer frelsen. For første gang i mit liv ville jeg ønske, at jeg ikke talte flydende latin.
Da jeg kom nærmere, kunne jeg også identificere de tre trækonstruktioner på podiet – gabestokke.
Jeg er havnet i en dårekiste…
Jeg skridtede gennem sandet med retning mod pigerne – det var som at træde ind i en nåleskov af gennemborende blikke. Jo tættere jeg kom, jo mere havde jeg lyst til at vende om og løbe min vej.
Heldigvis dukkede et velkendt ansigt frem af mængden – Anna gik mig i møde og smilede begejstret idet hun tog mine hænder.
”Har du været oppe hos Greven?” spurgte hun.
Jeg nikkede.
”Var det slemt?”
Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare.
”Du klarede den, det er det vigtigste,” sagde hun og aede mig på kinden. ”Vi har alle sammen været der. Vi har alle sammen ligget på det bord. Du har ikke noget at skamme dig over. I det mindste bestod du.”
Jeg stirrede bare på hende.
”Man vænner sig til det. Hvor utroligt det end lyder.”
”Manden er jo splittergal,” udbrød jeg. Lidt for højt åbenbart, da det affødte nogle blikke fra flokken af piger.
”Ja det er der vist ingen tvivl om,” sagde Anna og så sig over skulderen. ”Men det her er hans verden – det bliver ikke anderledes. Der er masser af piger, som har gennemgået det her før os. Og hvis de kunne, så kan vi også.”
Hun smilede til mig med en smule bekymring i blikket.
”Du ser træt ud. Har du overhovedet fået noget mad i dag?”
Mad? Hvem kan tænke på mad? Jeg vil hjem…
Jeg mærkede en indestængt gråd trænge sig på.
”Bid det i dig!” kommanderede Anna. ”Du skal ikke vise svaghed over for den flok hyæner. De æder dig råt. Gem det til senere.”
Hun tørrede en tåre fra min kind. Jeg sukkede dybt og sank.
”Dygtig pige,” sagde hun.
Hun kiggede på mit halsbånd og smilede. ”Du er nummer XIV. Det klæder dig godt.”
”Virkelig?” spurgte jeg.
”Helt bestemt,” insisterede hun. ”Det fremhæver virkelig dine øjne.”
Hun grinede. Hun fik mig til at grine.
Hvornår har jeg sidst grinet?
”Du er smuk, når du griner,” sagde hun. ”Du burde gøre det noget oftere.”
”Det skal jeg prøve at huske,” svarede jeg.
”Jeg er nummer XIII,” sagde hun og pegede på sit halsbånd. ”Det er godt, man ikke er overtroisk.”
Jeg nikkede.
”Kom,” sagde hun. ”Så skal du hilse på hyænerne.”
Vi nærmede os flokken af piger og en sagte hvisken ophørte.
”Mine damer,” begyndte Anna. ”Må jeg præsentere, Lille henrivende Eva.”
Hun gestikulerede i min retning, som om jeg var en attraktion der lige var blevet afsløret.
Jeg kiggede rundt på dem. Det er sjovt, som en flok nøgne piger hurtigt bare bliver en bleg masse for øjet.
Da jeg fik kigget nærmere, konstaterede jeg imidlertid, at der var et par bekendte ansigter iblandt. Fra ridestævner og sociale arrangementer i de højere kredse. Den slags arrangementer, hvor jeg altid havde mest lyst til at gøre mig usynlig.
Nu stod jeg her og var alt andet.
”Og må jeg præsentere,” fortsatte Anna. ”Equinox-noviciaerne fra årgang MCMXXVI og, forhåbentlig MCMXXVII, nummer: I, II, III, IV, V, VI, VII, VIII, IX, X, XI og XII.”
Hun snurrede omkring sig selv idet hun nåede rækken igennem.
”Også kendt som: Mary, Pearl, Ginger, Jane, Lizzy, Helen, Rose, Mitzy, Roxy, Clara, Vicky og Maisie.”
Hun pegede dem ud enkeltvis idet hun remsede dem op. Jeg var en smule imponeret over, at hun allerede havde styr på samtlige navne og numre.
”Har jeg glemt nogen?” spurgte hun.
”Kun dig selv,” svarede en pige med skulderlangt, lyst, krøllet hår.
”Minsandten, du har ret, Roxy,” svarede Anna.
Hun kastede armene i vejret og satte den ene fod fremefter.
”Må jeg have lov at præsentere,” begyndte hun. ”Nummer XIII – Frøken Anna McNamara, til deres tjeneste.”
Hun bukkede dybt og ærbødigt, indtil hun faldt forover og rullede om på ryggen.
”Årgangens hofnar,” tilføjede Roxy.
”Et højst betroet hverv,” sagde Anna imedens hun lavede sprællemænd i det fugtige sand.
”Beklageligvis var hvervet, som årgangens villigste skøge allerede besat,” fortsatte hun, idet hun vrikkede med hofterne og så over imod Roxy.
Det affødte et par fnis fra flokken.
Roxy trådte frem med et skævt smil og stillede sig over skrævs på Anna. Jeg tog mig selv i at stirre med store øjne, da det gik op for mig, at Roxy var fuldstændig glat for neden. Det lod ikke til at genere Anna at ligge og kigge direkte op i hendes lyserøde skød.
”Jeg ved nok, at du godt kunne tænke dig en bid af det her,” sagde Roxy og vrikkede med underlivet.
Anna smilede over hele hovedet.
”Hvis ellers jeg kan komme til for trafikken,” svarede hun.
Der blev grinet.
Roxy kiggede over på mig.
”Jeg skal ellers love for, at du forstår at gøre indtryk,” sagde hun og smilede. ”Jeg hørte den afklapsning, du fik af Havheksen.”
Jeg kiggede lidt forlegent ned i sandet.
”Jeg kunne høre dig skrige inde fra nummer VI,” fortsatte hun.
”Du bor sgu da ikke på nummer VI,” sagde Anna. ”Hvad lavede du derinde, din skøge?”
”Jeg nød lyden af Havheksens hånd mod dine små baller,” svarede Roxy.
Deres barnagtige drillerier fortsatte i flere minutter, indtil Roxy blev træt af legen og sluttede sig til flokken igen.
Jeg lagde mig ned i sandet ved siden af Anna. Det var mere behageligt end jeg havde ventet – som en lummer dag ved Vesthavet.
Anna sendte mig et kærligt smil – det varmede midt i al ængsteligheden. Jeg følte en sælsom tryghed i hendes nærvær. Hendes sorgløse tilgang til galskaben havde en lindrende virkning på mig.
”Hvad skal det der gøre godt for?” spurgte jeg og nikkede op imod podiet.
Anna drejede hovedet og kiggede med sammenknebne øjne.
”Golgata,” svarede hun og grinede. ”Grevens kunstfærdige opførelse af lidelseshistorien. Er det ikke smukt?”
”Golgata?”
”Ja,” svarede hun. ”De tre kors, og alt det der.”
”Det er jo blasfemi,” udbrød jeg.
”Velkommen til Equinox,” sagde hun og kyssede mig pludselig på munden.
Jeg skulle til at sige noget, da en høj, mekanisk lyd fra den anden ende af hallen pludselig afbrød mig. Den vestvendte port gik op med en knagende brummen og to personer kom ind i hallen. Den ene trak en nydelig, rødbrun hest ved siden af sig.
Da de kom nærmere, kunne jeg se at den anden, var Frøken Becca. Hun var iført en lang, sort læderfrakke, og så vidt jeg kunne se, havde hun ikke noget fodtøj på.
Anna og jeg rejste os op og børstede sandet af os.
”Giv agt!” lød, i det samme, en høj, myndig mandsstemme fra den modsatte side.
Der gik et chok igennem flokken og alle vendte sig om imod podiet.
Der stod Greven pludselig og lænede sig op af den ene gabestok. Han var flankeret af tre unge, uniformerede mænd, som stod i retstilling.
Der var noget bekendt ved dem, og det gik hurtigt op for mig, at det var de tre jeg havde set ved Henrys petroleumsstation. Den ene af dem spottede mig straks. Han blinkede til mig med et diskret smil på læben.
Jeg kiggede forlegent væk.
”Stil op på række, mine små dumme føl,” kommanderede Greven.
Der gik et par sekunder, før nogen reagerede.
”Kom så ind på række for fanden!” råbte Frøken Becca.
Vi skyndte os at danne en række foran podiet, med fronten imod Greven. Der blev stille. Den rødbrune hest prustede et sted bag os.
Greven skridtede frem og tilbage over podiet, med hænderne bagom ryggen. Så standsede han på midten og skuede ud i hallen. Hans kolde, sorte blik defilerede hen over hver enkel af os. Stilheden emmede af forventning.
Det føltes som om temperaturen i hallen steg. Mine kinder blussede. Noget mørkt og luskende kildede mit sind – krænkede min vilje. Sandet under mine fødder føltes som blanke, skoldende klipper. En oase i en sø af kogende grundvand. Overtryk i mit sind.
Hvad var det der foregik?
Equinox…
Jeg var ikke sikker på, om ordet blev ytret fra podiet, eller om jeg hørte det inden i mit hoved.
Equinox…
Greven stirrede skarpt på os.
”Hvorfor tror I,” begyndte han pludselig med en stemme der skar gennem varmen, som en frossen kniv. ”At nogle af Rigets fineste og mest magtfulde familier lader deres døtre rende rundt her i disse dunkle haller.
Nøgne som den gode Gud har skabt dem i en gammel Greves varetægt?”
Spørgsmålet hang som en truende skygge over vores hoveder.
”Hvorfor tror I, at generation efter generation af unge kvinder, tåler og tier i et helt år af deres liv, i min slægts kyndige hænder. Blot for at opnå retten til at bære et simpelt armsmykke?”
Equinox…
”Hvorfor tror I, at tapre, unge mænd, trodser den højlandske kulde. Risikerer liv og lemmer, blot for at fange et enkelt eksemplar af den keltiske højlandshingst og bringe den her til mine folde?
Hvorfor tror I netop det er her, af alle steder i Riget at et sådant frygtindgydende bæst, tilrides og perfekteres?”
Equinox…
”Hvorfor tror I, at de bedste kavaleriheste, som betrådte slagmarkerne under Den store krig, var opdrættet lige her? Hvorfor tror I, at en Equinox hest, er sin egen vægt værd i guld?
Hvorfor tror I, at et simpelt armsmykke, åbner døre på de højeste steder i dette prægtige Rige? Hvorfor tror I, at netop det smykke, gør forskellen på ruin og herredømme, for tusindårige familiedynastier?”
Tavsheden var larmende.
”Da horder af beskidte krautersvin, dominerede slagmarkerne, med deres dampdrevne stridsvogne og deres beredne flammekastere, var det da ikke Equinox der satte dem mat? Var det da ikke Equinox, der havde løsningen, på fire års grusom udmattelseskrig? Martyrhesten!”
Martyrhesten…
”Prægtige, ædle bæster, som frygtløst gik i døden, for Konge og Fædreland! Aldrig, i hele den civiliserede verden, har man før set mage.
Heste, forsynet med sadeltasker, med tidsindstillede bomber. Trænet til at galopere som vinden. Over pigtråd og gennem kugleregn. I uforudsigelige mønstre. Direkte ned i krauternes skyttegrave og maskingeværsreder…”
”EQUINOX!!!”
Grevens skrig, sendte et chok gennem forsamlingen. Den rødbrune hest vrinskede. Fjorten, nøgne piger, stod som forstenede og stirrede op i afgrunden.
”Siden de første, keltiske barbarer, tæmmede de første vilde heste, på disse jorde. Har Equinox sjæl været i live. Generation efter generation, af vilde, blåmalede ryttere, har formet de ædle traditioner, som vi her på stedet, stadig holder i hævd i dag.”
Equinox…
”Allerede dengang har man vist, at den særlige lænke, som binder hest og kvinde sammen, er nøglen til selve livets gåder. Allerede dengang har man vidst, at kun mellem kvindens ben, tæmmes de vildeste skabninger på denne jord.
I hendes nøgne skød findes den guddommelige forbindelse. I hendes fugt og varme opstår selve livet. Når hun skræver over hingsten og åbner sit skød, skabes selve livets kemi.
Men kun ét sted, på denne jord, findes den sjæl og den indsigt, som gør hende i stand til at realisere dette mirakel…”
Equinox…
Stilhed…
Forløsning…
Fjorten, nøgne piger, gisper og tager deres første åndedrag…
Stilhed…
”Begrib dette om I kan… små uvidende skabninger… Jeg har givet hver og én af jer her, en gave for livet, ved blot at lukke jer ind af min dør. Ved blot at lade jer være i nærheden af selve den storhed og pragt, som er dette steds ånd og legeme.
Hvad I vælger at stille op med denne gave, er helt op til jer selv. Men vid dette – her på stedet, gør hver og én hvad der forventes af hende. Her bæres med smil hver en byrde. Her tugtes man og er glad derved!
Per dolorem venit salus!”
Han pegede på væggen bagved sig.
”Gennem lidelsen, kommer frelsen. Og det gælder for hver og én af jer!
Velkommen til Equinox…”
Stilhed…
Pludselig begyndte de tre unge mænd at klappe og tilkendegive deres begejstring. Frøken Becca, som stod på vestre flanke gjorde ligeså. Inden længe stod vi alle fjorten og klappede begejstret. Udmattede og lykkelige. En sygelig ekstase gennemsyrede flokken. Hesten vrinskede højt i kådhed.
Greven fortrak ikke en mine. Han hævede hænderne og alt blev stille.
”Nu da vi – langt om længe – er fuldtallige,” sagde han og kiggede direkte på mig. ”Så tror jeg tiden er inde til en lille demonstration. Magistra Equi, hvis de vil være så venlig.”
Frøken Becca bukkede og gjorde omkring.
”Følg med,” beordrede hun.
Vi trak alle ned imod den rødbrune hest. Da vi kom nærmere kunne jeg se at det var en hoppe. Kvinden, som havde ført den ind, tog grimen af den og lod den skridte frit rundt.
Frøken Becca åbnede sin lange, sorte læderfrakke og smed den fra sig i sandet. Jeg konstaterede til min forbavselse at hun var fuldstændig nøgen inden under. Hun nærmede sig hoppen og klappede den lidt på halsen.
Med en simpel kommando, fik hun det store dyr til at sænke forkroppen, stadig med forbenene strakt, så hun let og elegant kunne svinge sig op på ryggen af den. Hun fandt sig til rette og uden nogen synlig hjælper, satte hun hesten i trav.
Selv om hoppen travede godt igennem, havde Frøken Beccas krop konstant kontakt med den uden at hun så ud til at være det mindste besværet.
Ekvipagen red ned langs volten og satte i galop da den vendte rundt. Hoppen styrede direkte imod os og først nogle få fod fra flokken af piger, stejlede den pludselig og vrinskede over vores hoveder. Vi dukkede os instinktivt.
Frøken Becca, tronede over os med en veltilfreds mine. Hun satte atter hoppen i galop og noget faldt på plads i universet. Noget, mine tanker havde svært ved at definere. Pludselig var kvinde og hest blevet et. Samme enhed. Samme organisme. Som en mytologisk skabning, der dansede igennem luften.
De flotteste parader og de mest betagende changementer mine øjne nogensinde har beskuet. Som det fineste, silkeklæde der flagrer i vinden, vred Beccas krop sig med hestens, konstant skiftende og dog så organiske bevægelser.
Hendes rødblonde, krøllede hår, bølgede bagud som en kornmark i solnedgangen. Det flimrede for mine øjne. Små glimtende stjerner kildede mit syn. Små gyldne symboler, defilerede over min indre horisont.
Nej…
Ikke gyldne symboler… Små gyldne heste. Sammenflettet i en guddommelig kalligrafi, galoperede de forbi mit blik. De pirrede mit sind med deres små, kolde hove. Jeg grinede… Jeg gyste… En kulde greb mig…
Hvad er det, der foregår?
Hoppen vrinskede højt og jeg knugede Annas hånd. Varmen vendte tilbage…
Hvad skete der?
De tre unge mænd, og pigen i rideuniform gik i gang med at bære nogle høje forhindringer ind, som de opstillede i midten af hallen.
Frøken Becca satte i galop og red imod forhindringerne. Hun forcerede dem, gentagne gange uden besvær.
Selv når hoppen havde passeret forhindringen i luften og begyndte nedstigningen, slap hendes underkrop ikke, på noget tidspunkt kontakten med dyret. Det var som om man ikke længere kunne se hvornår kvinden sluttede og hesten begyndte.
”Se nu godt efter,” udbrød Greven, som pludselig stod i blandt os.
Han rakte Frøken Becca en sort hætte som hun trak over hovedet. Der var ingen tvivl om at hun intet kunne se. Ekvipagen snurrede omkring sig selv, gentagne gange, før den pludselig satte i galop og forcerede forhindringerne.
Igen og igen, satte ekvipagen af og kløvede luften som en fugl i flugt.
”Hold inde,” kommanderede Greven.
Han instruerede de tre unge mænd i at flytte på forhindringerne. Nye lokationer. Nye højdeforskelle. Herefter gav han Frøken Becca besked på at fortsætte. Hoppen satte i galop og forcerede, endnu engang, forhindringerne, uden problemer.
”Spred jer ud,” kommanderede Greven.
Vi fordelte os på et større område af ridehallen og ekvipagen red ind og ud imellem os. Somme tider, meget tæt forbi en af os, men uden at ramme.
Da demonstrationen var fuldbragt trak Frøken Becca, sin sorte hætte af og fik hesten til at bukke dybt for os. Greven klappede og vi fulgte trop.
Han hævede hænderne og alt blev tyst.
”Det sidste her,” begyndte han. ”Det er yderst anvendeligt, på slagmarken, når sennepsgassen har taget synet fra en.”
Han smilede med en fjern, manisk mine.
Frøken Becca steg af og overlod hoppen, til kvinden i rideuniformen. Hun samlede sin sorte læderfrakke op og trak den på igen.
”Ganske imponerende, ikke sandt?” sagde Greven. ”Og alligevel så uendeligt uimponerede, efter Equinox-standard.”
Der blev pludseligt en trykket tavshed.
”Forstå dette, mine små, dumme føl,” fortsatte han. ”Hvad I har været vidne til her, er ikke mere end hvad jeg forventer, at hver og én af jer skal kunne før I forlader dette sted. Om et år fra nu, skal samtlige af jer, kunne gøre lille Becca, kunsten efter. Der er ingen, og jeg gentager ingen af jer, der forlader dette sted, med en gylden hestesko, før hun kan gøre dette og mere til, til perfektion.”
Han stirrede intenst på os.
”Ja, det var alt for i dag,” sagde han kort og brat.
Den gamle mand marcherede, målrettet, imod den vestvendte port og de dampdrevne stempler, på begge sider vaktes til live. Porten svang op, til lyden af mekaniske rytmer, hvæsende damp og knagende træ. Greven forsvandt i eftermiddagssolen og forsamlingen delte et lettet suk. Kvinden i rideuniformen, fulgte efter med Frøken Beccas hoppe.
De tre unge mænd, gik så småt i gang med at fjerne forhindringerne igen. De stirrede på os smilede, alt imens de puffede til hinanden og kom med sagte bemærkninger. De havde tydeligvis ikke travlt med at komme videre.
Frøken Becca satte os til at gøre ridehallen i orden. Ginger, en pige fra Højlandet, som Anna, tilsyneladende kendte privat, blev sat til at samle op efter hoppen. Vi andre blev sat til at harve sandbunden med nogle træriver med brede hoveder.
Den ene af de tre unge mænd stod og lænede sig op af barrieren, imedens han gloede ugeneret på mine bryster, der vuggede frem og tilbage med rivens bevægelser.
Jeg puffede til Anna.
”Hvem er de tre drenge?” spurgte jeg.
Hun kiggede op, som om hun overhovedet ikke havde bemærket deres blikke.
”Det er vist nogen af Grevens slægtninge,” svarede hun. ”Hans nevøer måske. Jeg er ikke helt sikker. Det ved Louisa garanteret.”
”Louisa?”
”Equestriaen. Hende med hoppen,” sagde hun og nikkede imod porten.
”Kender du hende?” spurgte jeg.
”Ja,” svarede hun med et stort smil. ”Jeg har besøgt hende de sidste to nætter. Hun har både whisky og cigaretter. Hvis du er flink, så kan det være jeg tager dig med næste gang.”
Hun blinkede til mig.
”Du kan selvfølgelig også prøve at spørge Roxy – hun har sikkert haft dem alle tre indenbords allerede,” sagde hun og vippede med øjenbrynene.
Jeg fnisede, og blev vist lidt rød i kinderne.
Anna rystede på hovedet.
”Søde, uskyldige pige,” sagde hun og så indgående på mig. ”Bare det her sted nu ikke fortærer dig fuldstændig.”
Jeg for sammen da Becca pludselig piftede højt.
”Det er nok for i dag, tøser,” råbte hun. ”Læg redskaberne på plads og gå op og vask jer før I går til spisning.”
?
Jeg fulgte med flokken af piger, tilbage til østfløjen. Vi begyndte med at vaske os i et fællesbad med ti brusere. Det var næsten tilstrækkeligt hvis man var villig til at stå lidt tæt. Jeg bemærkede, at flere af de andre piger, havde røde mærker på ballerne. Et par af dem, havde endda lange, røde striber.
”Er det Frøken Beccas håndværk, alt sammen?” spurgte jeg.
”Nej, ikke det hele,” svarede Anna.
Jeg var benovet over hvordan der blev grinet og fjantet under bruserne. Som om dette steds, undertrykkende alvor bare kunne vaskes af med lidt vand og sæbe.
Efter vores bad, begav vi os i samlet flok ned til en stor spisesal, hvor vi blev mødt af en duft af varm mad og nybagt brød. Vi stillede os i kø til et bord, hvor en ældre, buttet kvinde, iført forklæde og kyse, forsynede os hver, med et stykke brød og en skål med stuvning.
I salen var opstillet fire langborde og vi fordelte os på to af dem. På bordene var stillet kander frem, med køligt vand. Vi spiste af nogle slidte træskåle og drak af tinkrus. Jeg spiste af mit brød, til kun skorpen var tilbage og tvang et par skefulde stuvning ned.
Min krop strittede imod.
”Du skal spise noget mere,” sagde Anna. ”Du får brug for noget at stå imod med. Rideundervisningen er hård.”
Jeg nikkede. Hvordan skulle jeg kunne finde appetit på det her sted? Jeg glædede mig bare til at komme tilbage til vores værelse.
Den ældre dame i forklædet, smilede til mig ovre fra sin store gryde. Hun gestikulerede til mig at jeg skulle spise.
”Hvem er hun?” spurgte jeg.
Anna så sig over skulderen.
”Det er Madmutter,” svarede hun. ”Eller Madmoder, som I siger hernede.”
Hun blinkede til mig.
”Hun er god nok – ikke alt for kvik, men god nok. Jeg tror hun er lidt småtosset. Det er det her sted; jeg tror hun har været her for længe.”
Jeg fik et chok da nogen pludselig talte bagved mig.
”Nummer XIV,” sagde en kvindestemme.
Anna kiggede op med et skævt smil.
Jeg vendte mig rundt. Kvinden i rideuniformen som havde håndteret Frøken Beccas hoppe, stod bagved mig. Hun lagde noget på bordet, ved siden af min skål. En besynderlig lille sølvmønt med et indgraveret S.
Jeg samlede den op og stirrede på den.
”Hvad er det?” spurgte jeg.
”Du skal stille hos Greven klokken otte,” svarede hun.
Anna stirrede med en foruroligende mine.
”Satans også!” udbrød hun.
”Hvad er det?” spurgte jeg igen.
Anna så op på kvinden.
”Kan jeg ikke overtage Evas plads?” spurgte hun. ”Bare denne ene gang.”
”Vær nu ikke dum, Anna,” svarede kvinden.
”Louisa, jeg beder dig,” fortsatte Anna. ”Hun er lige ankommet. Hun kan ikke mere i dag. Lad mig overtage. Sig, at Eva er blevet syg.”
”Så stopper du, Anna,” udbrød Louisa. ”Sådan fungerer tingene ikke her og det ved du godt. Desuden er det slet ikke noget jeg bestemmer.”
Anna sukkede.
”Ses vi senere?” spurgte Louisa.
”Det tror jeg sgu ikke jeg har lyst til,” svarede Anna.
Louisa rystede på hovedet og fortsatte ned langs bordene. Hun gav en mønt til to af de andre piger.
”Nummer III. Nummer IX. I kender turen. Sørg for at tage hende der med jer,” sagde hun og nikkede i min retning.
Jeg kiggede undrende på Anna.
”Hvad foregår der?” spurgte jeg. ”Hvad er det jeg skal?”
Anna gav et langstrakt suk fra sig. Hun lagde albuerne på bordet og støttede sit hoved med knoerne.
”De tre S´er,” svarede hun.
”De tre S´er?”
Hun nikkede.
”Hvad er det?” spurgte jeg.
”En af Grevens små, sygelige lege,” svarede hun. ”De tre søde, små S´er…”
Hun udåndede dybt og stirrede ned i sin skål.
”S, S, S,” sagde hun langsomt. ”Sut, smæk og skrig…”
Jeg stirrede med store øjne.
”Charmerende, ikke sandt?” sagde hun og kiggede opgivende på mig.
”Jeg tør næsten ikke at spørge,” sagde jeg. ”Hvad går det ud på?”
Anna kiggede op på et stort ur der hang på endevæggen. Det viste, et kvarter over syv.
”Kom,” sagde hun. ”Lad os gå op på værelset, så skal jeg forklare dig det.”
?
Anna forsøgte at forklare mig, hvad De tre S´er går ud på. Jeg sad på sengen, overfor hende og stirrede målløst. Uanset hvor mange gange hun forklarede det, nægtede min hjerne at acceptere det.
”Hvilket S er jeg?” spurgte jeg, efter noget tid.
”Det ved jeg ikke,” svarede Anna. ”Gør det nogen forskel?”
”Jeg har aldrig gjort den slags før,” sagde jeg med gråd i stemmen.
”Nej, så meget havde jeg regnet ud,” sagde Anna med en eftertænksom mine. ”Men det har du altså meget snart.”
”Jeg vil ikke!” udbrød jeg.
”Det er Greven der regerer her,” svarede hun, med et alvorligt blik. ”Vi er ikke andet end små brikker i hans sygelige spil. Sådan er det bare…”
Hun smilede skævt som om en tanke pludselig slog hende.
”Det værste er sgu næsten, at han forventer, at vi føler os beærede over at få lov. Som om det skulle være en slags privilegie at blive inviteret til de grevelige gemakker. Den mand har voldsomt høje tanker om sig selv.”
”Hvordan kan du holde det ud?” spurgte jeg.
”Det her sted kommer aldrig til at knække mig,” svarede hun med en myndig stædighed i stemmen. ”Jeg har to ældre søstre, som begge fejlede her. Hvis ikke jeg kommer hjem med en gylden hestesko, så går min klan til grunde…”
Hun stirrede intenst på mig og jeg bemærkede en antydning af fugt i hendes øjne.
”Jeg vil hellere dø end at vende hjem uden min armlænke!”
En tåre løb fra hendes øje. Hun bemærkede det pludselig og tørrede den væk med en forlegen mine.
”Vi har ikke meget tid,” sagde hun. ”Jeg skal prøve at forberede dig så godt jeg kan.”
Jeg er svimmel…
Jeg har kvalme…
Jeg vil hjem…
?
Anna passede tiden, på sit lommeur. Da vi ikke kunne trække den længere, fulgte hun mig op til Grevens gemakker.
Roxy og Ginger, stod allerede og ventede ved døren da vi ankom. Roxy så nærmest begejstret ud. Anna aede mig på lænden og gav mig et lille puf fremad. Roxy bankede på døren, da klokken slog otte slag. Frøken Becca åbnede og smilede foruroligende ud til os. Hun vinkede os ind.
Duften af cigarrøg og mahogni kom mig i møde. I det fjerne, spillede et piano i mol…
Equinox…
?
Jeg forlod Grevens kammer, lidt før klokken ti. Vandrede som et nøgent, blødende gespenst gennem de tomme, labyrintiske gange, mod Østfløjen.
Anna ventede på mig da jeg kom tilbage. Hun krammede mig længe. Tørrede min øjne. Så badede hun mig og salvede min krop. Hun lagde mig i seng, men jeg kunne ikke sove. Jeg ville ikke sove.
Noget stirrer på mig fra mørket…
Det hvisker til mig…
Equinox…
”Hvis du ikke kan sove, så skriv,” sagde Anna.
Skriv?
”Det hjælper,” fortsatte hun. ”Tro mig.”
Den forsikring havde jeg allerede fået en gang i aften – da Louisa puttede læderet i min mund.
Anna åbnede kommodeskuffen og rakte mig min dagbog.
”Den her er vigtig,” sagde hun. ”Det er nøglen til at bevare din forstand. Det her sted… Tankerne hober sig op. Slip dem fri. Skriv dem ned.”
Hun rakte mig en blyant.
Min hånd ryster…
”Skriv det hele ned.”
”Men…”
”Men hvad?” spurgte Anna.
”Hvad hvis nogen læser det?” spurgte jeg. ”Frøken Becca. Eller Greven.”
”Det gør de ikke,” svarede Anna.
Jeg så undrende på hende.
”Hvordan kan du være så sikker på det?”
”Dagbøger er hellige på Equinox. Det er et af de få privilegier vi har. Det er en gammel tradition. Den er ukrænkelig.”
Min krop er ikke længere ukrænkelig… men min dagbog er…
Jeg følte en underlig trang til at grine og græde på samme tid.
”Du kan skrive lige hvad du vil,” forsikrede hun.
Hun strøg en hårlok bagom mit øre og kyssede mig på kinden. Så lagde hun sig over i sin egen seng.
”Jeg er lige her, hvis du får brug for mig.”
Jeg stirrede længe ned på dagbogen i mine hænder. Så kravlede jeg op til sengens hovedgærde og satte mig – forsigtigt – i skrædderstilling.
Jeg bløder på lagenet…
Jeg skruede petroleumslampen ned på lavt blus. Så bladrede jeg op. Mine frydefulde beretninger fra Le Concours de Prestige, var det sidste der var nedfældet. Jeg fandt en blank side og satte en rystende blyant imod papiret. Så tog jeg et par dybe indåndinger.
I det fjerne, slog uret tolv slag…
Equinox stirrer fra mørket…
?
Uret har lige slået to slag – jeg har skrevet uafbrudt, i to timer nu. Jeg har organiseret galskaben, med min sirlige håndskrift. Puttet traumer og ydmygelser, ned i små, fine æsker med silkebånd omkring.
Jeg er klar i hovedet. Jeg ved, hvad jeg må gøre. Jeg må væk herfra. Nu i nat.
Farvel Equinox!
På gensyn…
”Jeg kan kun mærke smerten, og kan ikke gøre andet end at holde ud. Det føles som om, jeg er alene i verden, når pisken falder.”
Anonym Equinox-pige
Del:
Kommentarer (0)
Inga kommentarer än. Var först med att kommentera!
M
Martin Sigurdsson
3 noveller publiceret
0 följare